Generelt om HamDay

Hvad er Hamday?

HamDay (radioamatørernes dag) er navnet for et arrangement som siden 2003 hvert år er blevet afholdt på området ved Eksperimenterende Danske Radioamatørers Esbjerg afdeling.
Ideen med denne dag er at mødes med andre radioamatører og teknikinteresserede – en dejlig forårsdag til loppemarked med nyt / brugt / gammelt grej og udstyr samt mødes med nye og gamle venner, til et par hyggelige timer.

Arrangementet afholdes på adressen: Darumvej 110, 6700 Esbjerg 

– også kendt som Gammelby Fritidscenter. Og det er nemt at finde – bare følg vores skilte fra afslutningen af motorvej E20 Vest.
Man kan med fordel benytte indkørslen fra Grønvangsvej hvor der er rigelige med parkeringspladser til rådighed – og der er selvfølgelig gratis parkering og adgang for alle.
Det første arrangement blev afholdt lørdag d. 10 maj 2003, og de mange besøgende var meget positive over dette nye initiativ. HamDay har siden udviklet sig til en fast tradition for mange – hvor både sælgere/ købere og interesserede, i stadig større antal trofast møder op hvert år.

Vejret har et par gange betydet at vi har været nød til at opholde os indendørs på selve fritidscenteret, men ude i det fri er det nu engang en helt anden oplevelse, med salg direkte fra bagagerummet på folks biler, eller fra de opstillede telte og pavillioner.

Arrangementet er oprindelig arrangeret af EDR lokalafdelingerne i Ribe, Give og Omegn Herning og Esbjerg i fællessskab, men siden 2010 er EDR Esbjerg alene om afviklingen.
Vi håber at se rigtigt mange interesserede radioamatører og teknikere – også i 2020, og DU er selvfølgelig også meget velkommen til at komme, se, købe, eller sælge.

Loppemarked eller “bagagerums salg”

– foregår fra boder, borde eller bagagerum direkte fra folks biler, i den gamle skolegård ved siden af salen hvor man finder de indendørs stande eller udstillinger. Med virkning fra 2015 har vi desværre ikke mulighed for at disponere over andre indendørs lokaler – så er vejrudsigten (mod forventning) dårlig så husk din paraply eller regnfrakke.

Som de tidligere år, håber vi igen at kunne skabe en rigtig hyggelig markedsstemning, med salg af alt muligt teknisk grej – amatørradiostationer, antenner, måleudstyr, computere, løsdele og tilbehør – eller lige det man står og mangler, som aktiv radioamatør / teknikinteresseret.
Hvad der kommer til salg, ved vi naturligvis ikke endnu, men du er meget velkommen til komme, og se nærmere på hele udvalget. Har du noget du vil sælge, er du også meget velkommen med dit grej og vi ser frem til din tilmelding – se venligst nærmere under linket “Sælger tilmelding“.

Forplejning….

Det kan være “farligt” at handle på tom mave 🙂
Derfor tilbyder vi som sædvanligt et lille let traktement i form af de berømte store HamDay grillpølser med brød og tilbehør – samt vores lækre kartoffelsalat med lune frikadeller.
Fra kl.10.00 er der frisk smurte rundstykker – med pålæg eller ost.
Drikkevarer skal der heller ikke mangle – sodavand og øl i dåse eller varm kaffe i krus. Selvfølgelig til de sædvanlige yderst fornuftige – og amatørvenlige priser 🙂