EDR….
landsforeningen Experimenterende Danske Radioamatører er organisationen der varetager radioamatørernes interesser i Danmark. EDR er forhandlingspartner overfor nationale myndigheder (f.eks. Erhvervsstyrelsen), og er Danmarks repræsentant i de internationale organisationer – Nordisk Radio Amatør Union (NRAU) og International Amateur Radio Union (IARU).
IARU repræsentere alle verdens radioamatører overfor International Telecommunication Union (ITU) som er en organisation under United Nations (UN /FN), hvor de overordnede vilkår for vores aktiviteter forhandles og besluttes på verdensplan.
Landsforeningen Experimenterende Danske Radioamatører (EDR) er stiftet d. 15. august 1927, og er altså ikke nogen helt ny forening uden solid erfaring.
Landsforeningen EDR ledes i det daglige fra hovedkontoret i Odense, hvor forretningsføreren og en gruppe frivillige søger for at servicere medlemmerne. Overordnet ledes landsforeningen af Landsformanden og Hovedbestyrelsen (HB) som arbejder ud fra Repræsentantskabets (RM) vedtagelser og beslutninger – alle (Landsformand, Hovedbestyrelsesmedlemmer og Repræsentantskabsmedlemmer) er valgt blandt landsforeningens medlemmer.
Landsforeningens hovedkontor har til huse i eget domicil på Klokkestøbervej 11, 5230 Odense M.
Bygningen indeholder kontorer, mødelokaler, en radiostation, Radioamatørernes Museum og lager.
Og der er åbent for personlig henvendelse mandag til fredag fra kl. 10.00 til 14.00. Kontoret kan også kontaktes via telefon (6615 6511) eller via e-mail kontor@edr.dk
I bygningen finder man også landsforeningens QSL-bureau, som 4 gange om året udsender de QSL-kort der er indkommet fra vores søsterorganisationer over hele verden, til medlemmerne. Indkomne QSL-kort fra de danske radioamatører til udenlandske modtagere, ekspederes løbende fra bureauet.
Ligeledes er bygningen ramme om landsforeningens webshop, hvor man kan købe bl.a. bøger og antenner der normalt ikke lagerføres af andre i Danmark. Man finder også et udvalg af specialkabler og stik – til meget fornuftige priser. Landsforeningens egne bogudgivelser – herunder forskellige lærebøger for certifikat undervisning kan også købes via webshoppen, og varer kan selvfølgelig bestilles døgnet rundt.
Landsforeningen er via en række udvalg som f.eks. HF udvalget, VHF udvalget, Teleudvalget, Repeater udvalget, Rævejagts udvalget og Informationsudvalget omdrejningspunktet for stort set alle forbedringer.
nye tiltag og organisering af igangværende aktiviteter. Ligeledes er landsforeningen arrangør af en lang række contester på både HF / VHF / UHF, og sociale arrangementer som f.eks. den årlige sommerlejr for hele familien. Et medlemskab af landsforeningen EDR er selvfølgelig en frivillig sag men uden ville der nok være mange ting der ikke kunne lade sig gøre.
Et medlemskab af landsforeningen giver dig en række fordele – udover QSL-bureauet – og muligheden for at være med til at bestemme “retningen” på landsplan, også f.eks.: medlemsbladet OZ der hver måned udsendes til medlemmerne, og som indeholder forskellige spændende konstruktionsartikler, beskrivelser og information fra en lang række spalteredaktører der orientere om nyheder indenfor de fleste af hobbyens mange specialområder.
Men flere udvalg står også klar til at hjælpe dig med personlige sager – f.eks. Antenne udvalget der er klar med hjælp ved ansøgning om antenneopsætning, eller Handicap udvalget der kan hjælpe med bl.a. udlån af specialudstyr og grej.
De lokale medlemsaktiviteter varetages af landsforeningens 51 lokalafdelinger – der som selvstændige foreninger tilbyder en meget lang række spændende aktiviteter rundt omkring i hele landet, som f.eks. foredrag, contest, byggeprojekter, “rævejagt”, sociale arrangementer, kurser og radioprøver. Og som altid er klar til at hjælpe nye radioamatører godt i gang på alle frekvenserne.
Man kan selvfølgelig godt være radioamatør uden at være medlem af landsforeningen, eller en af lokalafdelingerne, men – der er nu temmelig mange fordele i at være med i fællesskabet.