Sidste nyt -

de "allervarmeste" nyheder,

omkring EDR Esbjerg afdeling.

   

   

Nyhederne opdateres selvfølgelig løbende, og mindst 1 gang i ugen. Eventuelle oplysninger eller   

 indlæg der ønskes viderebragt her på siden, kan sendes til redaktionen.

18. december 2021

Bestyrelsen ønsker alle medlemmer en glædelig jul samt et godt nytår.

På gensyn til nye aktiviteter i 2022.


14. december 2021

Vi holdt juleafslutning for de små ”TECH 4 FUN”, hvor de prøvede kræfter med at lave pynten til julebordet, et juletræ.

Afdelingen var vært ved lidt snolder og sodavand, og det var noget som faldt i god jord. Samtidig kiggede vi lidt på radiorummet, og efter lidt opvarmning fik vi tunet os ind på en italiener,  som blev hørt med 5 og 9. Vild jubel fra de små nye medlemmer i klubben.

Alt i alt en dejlig aften, hvor vi gennemgik spolen og magnetismen samt hvad det vil sige at være radioamatør.

Vi glæder os alle til at mødes igen den 11. januar 2022 med ønske om en god jul og godt nytår fra afdelingen, hvor vi arbejder videre med spændende projekter.

 

09. december 2021

 

25. november 2021

Tirsdag den 23. november sov vores mangeårige medlem og tidligere formand OZ7NB - Niels stille ind. Niels har været medlem af EDR Esbjerg Afdeling og EDR siden 40'erne.

 

 

5. november 2021

 

 

31. oktober 2021

Nyhederne for uge 43 - Det er vist ikke nogen hemmelighed at hvis man skal ha' fat i det spændende, gode og interessante  "surplus" grej gælder det om at ha' forbindelserne i orden - og det har vi :-).

I denne uge har vi hentet yderligere 3 parabolsystemer - ikke fordi vi selv kan bruge så mange, men vi finder nok nogle værdige projekter rundt omkring, der lige står og mangler noget at bruge fritiden og sparerskillingerne på - vi kunne simpelthen ikke bare lade dem gå i skrotkassen......

    

Ellers ikke det store at berette fra denne uges aktiviteter - desværre var der igen alt for mange forskellige gøremål og projekter så der blev ikke tid til deltagelse i CQWW DX SSB 2021 - ærgerligt.

  

Den kommende uge er der Mandagsåbent på værkstedet fra kl.19.00 til 21.00. Tirsdag er der endelig igen Tech4Fun for de unge der allerede er blevet lidt utålmodige fordi der jo ikke var noget i

efterårsferien. Onsdag er der Almindelig mødeaften og så lørdag - det store Finale løb om Afdelingsmesterskabet i Rævejagt 2021. Det sker i Marbæk plantage område Nord og efter jagten er der varm chokolade og æbleskiver. Af hensyn til indkøb vil Bjarne, OZ1CWP gerne ha' din tilmelding hvis du vil deltage - senest d. 4. november.

    

På gensyn til nye aktiviteter i den kommende uge i og med EDR Esbjerg afdeling.

    

26. oktober 2021

Det er med dyb beklagelse, at redaktionen i dag har modtaget meddelelse om, at afdelingens mangeårige medlem og tidligere formand Knud Højberg Holm, OZ7UD 

fredag d.22. oktober er sovet stille ind. Knud blev 92år. 

                 

Æret være Knud, OZ7UD´s minde.

   

24. oktober 2021

Nyhederne for uge 42 - Sidste søndag (efter redaktionens deadline) blev der jagtet ræve i Varde Søndre plantage. Og ja, Thomas, OZ1TDS var igen hurtigst til at finde de små sendere - Bjarne, OZ1CWP snuppede anden pladsen og Lars, OZ1HVR var ræv.

Rævejægerne er næsten utrættelige så igen i går lørdag blev der jagtet ræve - denne gang i Esbjerg Østskov. Villy, OZ6KH  var denne gang hurtigst med Bjarne, OZ1CWP på anden pladsen

- rævene var gemt af Henrik, OZ1HBM og Mads, OZ2MJ.

Næste Rævejagt - årets Finale jagt - afvikles lørdag d. 6. november i Marbæk plantage og efter jagten er der varm chokolade og æbleskiver. Af hensyn til indkøb vil Bjarne, OZ1CWP gerne ha' din tilmelding hvis du vil deltage - senest d. 4. november.

      

Vores gamle campingvogn er blevet skrottet - dels er det nogle år

siden den sidst har været i brug, og dels var vi nød til at finde et nyt sted den kunne opbevares - den var heller ikke længere helt tæt, så beslutningen var ikke så svær. Og godt for det - da den først havde fået en tur med den "store dåseåbner" viste det sig at den faktisk var pilrådden og vel nærmest livsfarlig at kører rundt med. Nu er den korrekt fordelt i de helt rigtige containere på byens sydlige genbrugsplads - og "slagtepladsen" er fejet og rengjort. Helt utroligt hvad en bajonet sav, en vinkelsliber, en stor hammer, en kost og 2 beslutsomme mænd kan udrette på 4 timer.

    

Den kommende uge i afdelingen er der Mandags åbent på værkstedet fra kl. 19.00 til 21.00. Onsdag er der Almindelig mødeaften og i den kommende weekend er der mulighed for at deltage i årets absolut største contest -  CQWW DX SSB. Skal vi være med i år - det finder vi ud af på onsdag....

     

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling i den kommende uge.

    

17. oktober 2021

Nyhederne for uge 41 - Aktiviteter kan engang i mellem gå hen og blive lidt rutineprægede. Det sker så nok aldrig med vores udflugter til forskellige spændende træf eller steder. Lørdag var der mulighed for at komme med på en udflugt til DL0SHF og se Per Dudek, DK7LJ´s imponerende satellit station i Kiel. Og lad os starte med at slå fast at det absolut var turen værd at få lov til at se hvad Per har fået opbygget. Stationen er opbygget med flere store parabolanlæg (den største er en 9m) der bruges til mange forskellige formål i GHz området - EME trafik, radioastronomi, nedtagning af data fra rumsonder osv. På det højeste sted på grunden er der opstillet en stor 60m høj gittermast med bl.a. drejbare GHz antenner og flere høj opløsnings kameraer der virkelig kan se langt - billederne fra Kielerkanalen et godt stykke væk, var så tydelige at man kunne se skibsfortøjninger osv. ganske klart. I udkanten af grunden er der

også opstillet et par militærmaster (magen til vores) med store HF-antenner der kan fjernstyres og selv kører ned hvis det blæser for meget. Næsten alt sammen kan fjernstyres eller styres fra forskellige små tætpakkede containere / huse placeret ved hvert anlæg spredt rundt på den store grund - alt sammen "bundet sammen" med fiberkabler og lidt strøm - ja, lidt er måske forkert skrevet for Per er glad for at projektet er anerkendt som samfundsnyttigt, for så er den månedlige strømregning kun på omkring 600,- Euro. Der var virkelig imponerende at se det hele og hører om hvad der kan lade sig gøre hvis man har de rigtige forbindelser til overskudsgrej - desværre er der også lidt malurt i bærret - Per er ved at komme op i årene og han regner selv med at det hele eller i hvert fald en stor del af anlægget vil forsvinde indenfor de næste 4-5år. Synd og skam at der ikke er nogen til at overtage stedet. Vi er meget glade for at vi fik mulighed for at se det hele og hører nogle af de spændende historier om hvordan det er blevet til og hvad det kan - og hvem ved, det kunne være at vi om et par år skulle gentage turen, der må i hvert fald sidde en del rundt omkring og ærgre sig over at de ikke tog med. En meget STOR tak til Per Dudek, DK7LJ og Klaus for en rigtig spændende og interessant dag.

 

Denne uges aktiviteter slutter lidt senere i dag hvor der er Rævejagt ved Nysø, Varde Søndre Plantage med start kl.13.00. Mødestedet er på parkeringspladsen med indkørsel fra Roustvej
Vil man prøve at være med, kan man på pladsen låne det nødvendige pejleudstyr - bare man er der 30minutter før starten.

 

Den kommende uge er der Efterårsferie ( i hvert fald for de unge) - men mandag er der igen åbent på værkstedet fra kl. 19.00 til 21.00 og onsdag er der Almindelig mødeaften uden noget specielt planlagt - men der skulle være god mulighed for at hører lidt mere om turen til Kiel.

    

God ferie til de heldige - og på gensyn i EDR Esbjerg afdeling.

     

10. oktober 2021

Nyhederne for uge 40 - Sidste uges planlagte opdatering af hjemmesiden blev desværre ikke til noget. Redaktørens gamle pc der kan kører det efterhånden noget bedagede hjemmeside program gad ikke mere - eller i hvert fald strømforsyningen mente at nu var det på høje tid at gå på pension. Med lidt besvær lykkedes det at skaffe en ny og få det hele til at virke igen :-)

Lidt en trøst at uheld også rammer nogle af de andre store udbydere af nyttig viden og ligegyldig info som f.eks. Fjæsbook..... 

     

Denne uge i afdelingen blev der mandag aften på værkstedet  skruet, loddet, samlet og fintænkt - på de seneste projekter. Tirsdag var der Tech4Fun hvor de unge mennesker byggede en meget nyttig LED larm indikator. Onsdag var der Almindelig mødeaften.  

Lørdag var der Rævejagt - denne gang i Marbæk plantage. Bjarne, OZ1CWP var hurtigst til at finde rævene, Villy, OZ6KH snuppede anden pladsen. Henrik, OZ1HBM og Mads, OZ2MJ var ræve og de havde ikke uventet fundet nogle gode gemmesteder så jægerne fik rigtig god mulighed for at nyde den flotte efterårsskov. Næste Rævejagt er på søndag hvor der fra kl.13.00 jages ved Nysø i Varde Søndre plantage. Mødestedet er ved parkeringspladsen ved Roustvej 106, 6800 Varde.
    

Den kommende uge er der Mandagsåbent på værkstedet fra kl.19.00 til 21.00, onsdag er der Almindelig mødeaften og lørdag tager vi til Kiel og besøger Per Dudek, DK7LJ og hans imponerende satellit station DL0SHF. Vi kører fra Esbjerg kl.08.00 og forventer at være tilbage omkring kl.20.00 - vil du med aftales det onsdag hvem der kører med hvem.

Ugens aktiviteter slutter som skrevet med Rævejagt - søndag eftermiddag ved Nysø i Varde.

    

På gensyn til aktiviteterne med EDR Esbjerg i den kommende uge.

     

26. september 2021

Nyhederne for uge 38 - Også i denne uge blev der "jagtet ræve" - det var lørdag eftermiddag - denne gang i Esbjerg Østskov, også denne gang var Thomas, OZ1TDS hurtigst rundt i skoven - Bjarne, OZ1CWP tog anden pladsen. De små sendere var denne gang blevet godt gemt af Steen, OZ5N og Grethe, OZ1AGQ som det kan skimtes på ugens billede, her til højre.

Næste Rævejagt er lørdag d. 9. oktober i Marbæk plantage.

  

Ellers denne uge var der onsdag endnu engang mødeaften uden noget specielt planlagt, og tirsdag var der dyb koncentration da det 

nye Tech4Fun hold byggede sirener der måske kan lette fremdriften på cykelstien. Derudover er der blevet arbejdet videre med forskellige projekter på værkstedet - det kunne jo være dejligt hvis bare arbejdsbordene er synlig, når vi officielt tager hul på den nye sæson med alt de gode værktøj - hver mandag aften.

   

Den kommende er der bare Almindelig mødeaften - onsdag, på programmet.

     

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling. 

     

19. september 2021

Nyhederne for uge 37 - Allerede i foråret 2020 havde vi planlagt et besøg hos Per Dudek, DK7LJ og hans imponerende satellit station DL0SHF i Kiel. Desværre kom der problemer med restriktioner osv. men Per vil fortsat gerne vise det hele frem for os - derfor har vi lavet en ny aftale om et besøg - lørdag d. 16. oktober. Vi fylder bilerne (og deles om udgifterne) og kører fra Esbjerg kl.08.00 og forventer at være tilbage omkring kl.20.00. Vil du med kan du tilmelde dig via info@oz5esb.dk senest d. 13.oktober hvor vi aftaler det praktiske. Vil man vide mere om DL0SHF og deres mange spænde projekter kan man besøge hjemmesiden www.sat-sh.lernnetz.de

        

Denne uge i afdelingen - sidste søndag eftermiddag var der Rævejagt i Marbæk plantage - endnu engang var Thomas, OZ1TDS hurtigst, med Villy, OZ6KH på anden pladsen. Rævene var denne gang udlagt af Bjarne, OZ1CWP. Næste jagt er på lørdag d. 25. september kl.13.00 og denne gang jages der i Esbjerg Østskov   Mødestedet er på parkeringspladsen ved Grønnegårdsvej

(Bålhytten), 6705 Esbjerg Ø. Vil man prøve at være med kan man på pladsen låne det nødvendige pejleudstyr og få lidt instruktion - bare man er der 30minutter før starten.

    

Den kommende uge er der tirsdag Tech4Fun for de yngste, onsdag er der Almindelig mødeaften - og som skrevet, lørdag Rævejagt i Esbjerg Østskov.

   

På gensyn måske ? - i EDR Esbjerg afdeling.

       

12. september 2021

Nyhederne for uge 36 - Kalenderen her på hjemmesiden har alt for længe manglet nogle aktiviteter udover Almindelig mødeaften - men nu er der forhåbentlig flere interessante emner på vej til spændende  underholdning i efterårs mørket. Foreløbig er årets sidste Rævejagter og den nye Tech4Fun sæson lagt på, og der ventes kun på bekræftelse på et par foredrag og en udflugt - nærmere info følger.

   

Denne uge i afdelingen fik vi startet et nyt Tech4Fun hold - og ja, med hvor mange deltagere "svæver stadig lidt" - interesserede er der nok af, problemet er bare at de unge mennesker er med i så meget at det er svært at nå det hele. Men nu er vi i gang - så må vi

se hvad det udvikler sig til. Onsdag var der Almindelig mødeaften - og endnu engang er det aktiviteterne på værkstedet der "trækker overskrifterne". Der blev bl.a. produceret T-shits til rævejagts landsholdet, bygget videre på en lille smart arduino radar og lavet indkøbsliste til kommende projekter. Torsdag var der bestyrelsesmøde og Allan, OZ1HO blev igen valgt til foreningens sekretær. Kommende aktiviteter blev drøftet og de forskellige "emner" vil nu blive kontaktet. I dag søndag er der Rævejagt i Marbæk plantage - resultatet følger i næste uge.     

   

 I den kommende er der onsdag Almindelig mødeaften - med masser af muligheder og "frit valg på alle hylder" for det der interessere dig.

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling ..........

     

5. september 2021

Nyhederne for uge 35 - I følge kalenderen er vi nu kommet ind i efteråret, dagene er allerede blevet en del kortere og det rigtig flotte vejr holder nok snart pause - altså igen tid til de indendørs aktiviteter

Tirsdag starter vi et nyt hold Tech4Fun for de unge - fra 11år.

Første møde starter i Dramasalen kl.18.30 - 20.30 - så må vi se hvor mange der møder op og vil være med til en spændende vinter sæson med lærerige små elektronik projekter. Lidt senere på året regner med at starte nye aktiviteter for de voksne. Vil man være med er der tilmelding via www.tech4fun.dk

     

Denne uge i afdelingen var der onsdag Almindelig mødeaften og her lykkedes det at få endnu et lille "opmærksomheds skabende" projekt færdigt - op på hylden med den og hurtigt videre til det næste. Og der står nok projekter at gå i gang med - og det er jo

positivt, for så kan man jo bare vælge det projekt man har fået alle delene til, har lyst til eller det kunne være godt endeligt at få færdigt og væk fra arbejdsbordet.

    

Også i den kommende uge er der onsdag Almindelig mødeaften - og med den ganske lovende vejrudsigt, er køleskabet fyldt op med dejlige kolde læskedrikke.

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling 

    

29. august 2021

Nyhederne for uge 34 - Det er altid spændende at komme ud med vores PR / reklame aktiviteter og vise / fortælle hvad vi arbejder med - men det er nu også en masse arbejde. Først er der planlægning, kontakt med arrangører, presse omtale osv. Når det så er så vidt er der pakning af alt det grej og udstyr vi vælger at tage med - og der er rigtig mange ting man skal huske der skal med

- lige fra forlængerledninger, antenner, måske telt og flag osv. osv.

Så skal det hele bringes ud på adressen og stilles op - og når man så har afviklet arrangementet skal det hele pakkes sammen igen og køres retur til de rigtige steder. Her skal det sættes på plads (og måske repareres, hvis noget er gået i stykker). Tæller man efter bruges der vel 2-3gange så meget tid på forberedelser og oprydning end selve arrangementet. Det hele opvejes heldigvis af de mange forskellige interesserede mennesker og muligt kommende

medlemmer vi hver gang møder til en snak om vores forskellige aktiviteter - på ugens billede ses Thomas, OZ1TDS i snak med en besøgende ved sidste lørdags arrangement ved Sædding centeret.

    

Onsdag var der Almindelig mødeaften uden noget specielt på programmet - men vi fik da sat det meste på plads på værkstedet / lageret.

  

Den kommende uge er der onsdag igen Almindelig mødeaften uden noget specielt på programmet - altså rig mulighed for at benytte alle de muligheder vores lokale og faciliteter giver.    

        

På gensyn - måske i radiorummet ? - den kommende uge i EDR Esbjerg afdeling.

     

22. august 2021

Nyhederne for uge 33 - Onsdag var det endelig blevet tid for afholdelse af den årlige Generalforsamling. I alt deltog 15 medlemmer og Knud, OZ8KF blev valgt til dirigent. - og ja, det gik vel ikke helt som det var forventet. Bestyrelsen var noget uenige om regnskabet og derfor startede Generalforsamlingen med at Formanden Kjeld, OZ1FF trak sig. Efter forhandlinger blev der fundet et kompromis så regnskabet kunne godkendes og man kunne fortsætte til de øvrige punkter på dagsordnen. Uffe, OZ4UB accepterede som bestyrelsessuppleant at overtage formandsposten -  Bjarne, OZ1CWP blev genvalgt til Kasserer. Allan, OZ1OH blev genvalgt til bestyrelsen og Svend, OZ1DYI blev nyvalgt til bestyrelsen - Kurt, OZ4AFQ blev valgt som suppleant til bestyrelsen. Jørgen, OZ4ABH blev valgt til revisor og Claus blev valgt til Revisor suppleant.         .

    

Heldigvis bød ugen ikke kun på skuffelser og meget forskellige meninger - fredag aften var der Rævejagt. Denne gang i Esbjerg Nørreskov. Grethe, OZ1AGQ blev aftenens vinder med Steen, OZ5N – på andenpladsen. Rævene var udlagt af Thomas, OZ1TDS og Rie. Næste rævejagt er søndag d. 12. september - kontakt  Bjarne, OZ1CWP for oplysninger om hvor og hvornår.

   

Lørdag havde vi lovet at stille op med vores Promotion trailer ved Sædding centeret, og sammen med en række andre interessante foreninger at være med i Esbjerg Festuge og ILLW. Der var dog på forhånd meget lidt interesse for at deltage og hjælpe med dette arrangement. Så i stedet for at bøvle også med en stor mast og store antenner havde vi valgt at "kører" amatørradio delen som lytte station på Oscar 100  ved hjælp af web modtageren fra Goonhilly - og så bruge tiden på en snak om bl.a.satellit kommunikation med dem der mødte op - og det fungerede faktisk rigtigt godt. 

Vejret var bare perfekt og der var mange mennesker ved centret - men vi havde nu håbet på at lidt flere havde kikket forbi (også efter middag). De der gjorde blev i hvert fald ikke skuffet - som det ses på billedet herover af familien der er begejstret for vores mange Tech4Fun projekter og små robotter - så helt forgæves var det nu ikke.

   

Den kommende uge er der onsdag Almindelig mødeaften.

     

Måske på gensyn i EDR Esbjerg afdeling ?

    

15. august 2021

Nyhederne for uge 32 - Denne uge i afdelingen kom der igen gang i aktiviteterne - ikke mindst på værkstedet hvor de sidste ting skal gøres færdig, inden vores deltagelse i Festuge / ILLW / PR arrangementet ved Sædding centeret nu på lørdag d. 21. august.

Her til højre kan man se annoncen der kommer i ugeavisen - og klikker du på billedet, kan du forhåbentlig få en forsmag på det radiospot der den kommende uge vil "tæppebombe" lytterne på byens lokalradioer. Vi håber det hjælpe på besøgstallet og at vejret ikke byder på blæst og regnbyger.

Det er i år 10 gang vi stiller op ved det gamle fyrtårn - Sædden Strand Fyrtårn - ARLHS no. DEN 115, og siden første gang i 2011 er der blevet til mange muntre oplevelser i ILLW. Desværre har der de sidste år ikke været så mange besøgende - derfor har vi i år "lokket" flere foreninger med - som man kan se på reklamen. Det drejer sig om Vestjysk Modelbådsklub, Vespa klub Vestjylland, dykkerklubben Ægir samt VW Klub Vest, Kajak shoppen og måske en kreativ forening fra Mødestedet - alt i alt en meget forskellig forsamling man ikke lige møder hver dag, og alle med meget forskellige bud på en spændende fritidsinteresse - vi håber på at møde en masse  interesserede til en snak - og DU er også meget velkommen :-).

     

Den kommende uge skal vi onsdag ha' afholdt den årlige Generalforsamling der pga. forsamlingsforbuddet jo ikke kunne afholdes som planlagt - det sker onsdag kl.20.00 i Dramasalen.

Der er ikke indkommet forslag så det punkt er hurtigt overstået.

I år er der som altid forskellige valg. Det drejer sig om: Kasserer,

2 bestyrelsesmedlemmer, Bestyrelsessuppleant, Revisor og Revisor suppleant. Bestyrelsen opfordre ALLE til at deltage og være med i beslutningerne og debatten om vores fremtidige virke og aktiviteter - som skærmtrolden Hugo engang sagde "hvaahhee hvor skal vi hen du ?"   

     

På gensyn til Generalforsamling på onsdag - og måske ved Sædding centeret på lørdag.

     

8. august 2021

Nyheder fra sommeren - Ja, tiden flyver og vi nærmere os hurtigt efteråret. Men inden temperaturen begynder at falde (regnen er jo startet) lige et kort tilbageblik på hvad der er sket de sidste knap et par måneder, hvor vores aktivitetsniveau traditionelt er lidt lavt.

Sådan var det også i år - ikke så mange medlemmer og besøgende turister til den ugentlige mødeaften, men alligevel nogen der lige skulle forbi og ha' stilnet abstinenserne eller ha' slukket tørsten i varmen.

 

Sommerferietiden er også tiden hvor man skal kikke lidt fremad og begynde planlægningen af aktiviteterne for den kommende vinter.

I år havde Tech4Fun instruktørerne valgt at prøve noget nyt, nemlig at tilbyde sommerferie aktiviteter for kommunens skolebørn

- som en aktivitet med elektronikbygning  i Sommerferiesjov 2021. Det har vi ikke prøvet før - men vil helt sikkert prøve igen.

25 friske og motiverede piger og drenge kikkede forbi og byggede

en lille smart LED konstruktion. Der kunne sagtens ha' været flere deltagere men vi er super godt tilfredse med 25 - specielt da vi efterfølgende kan se at 65% kommer fra bare to skoler, og at det er første gang denne form for ferieaktiviteter tilbydes. Med bare lidt bedre opmærksomhed på alle de spændende fritids tilbud på flere skoler, skal det nok blive endnu bedre næste år.

Den forventede "sidegevinst" - tilmeldingerne til efterårs nye Tech4Fun hold er begyndt at ankomme, så det er bare super. At kommunen så oveni købet ville betale for materialerne samt et mindre honorar til instruktørerne gjorde det  absolut ikke mindre interessant at være med :-).   

        

Midt i sommervarmen prøvede bestyrelsen at få styr på restriktioner, "hængepartier" og kommende aktiviteter. Indkaldelsen til årets forsinkede Generalforsamling finder du herunder og de meget forsinkede kontingent opkrævninger skulle være udsendt af Kassereren - har du ikke fået nogen bedes du tage kontakt til Bjarne, OZ1CWP.

   

Den kommende uge starter vi så den nye sæson med første Almindelige mødeaften - så kan man jo lige nå at få vendt verdens situationen, inden Generalforsamlingen. Der er heller ikke langt til den nye sæsons første større arrangement - ILLW / Esbjerg Festuge - så onsdag starter vi på at pakke alt det vi skal ha' med til Sædding centeret.

    

Velkommen tilbage ALLE sammen, til den nye sæson i EDR Esbjerg afdeling.

        

27. juli 2021

Indbydelse til generalforsamling 2021 og medlemsinformation
 

Kære medlemmer
Nu er Covid-19 restriktionerne lettet så meget, at vi kan begynde at genoptage vore vanlige aktiviteter.

Vi har et hængeparti med hensyn til generalforsamlingen, som ifølge vedtægterne skulle have været afholdt senest ved udgangen af marts måned.
 

Generalforsamlingen finder sted i Dramasalen, Darumvej 110 - onsdag den 18. august 2021, kl. 20.00.
 

med dagsorden ifølge vedtægterne. Forslag til behandling skal være bestyrelsen i hænde senest den 4. august 2021.

 
Et andet hængeparti er kontingentopkrævninger, som på grund af arbejdsbelastning hos kassereren og tekniske problemer ikke er blevet sendt ud.
Du vil i begyndelsen af august modtage kontingentopkrævning for første og andet halvår 2021. Der vil ikke blive udsendt opkrævning for andet halvår 2020.
For dem, som har betalt kontingent for hele 2020, vil der kun blive opkrævet kontingent for andet halvår 2021.

Da vi under nedlukningen stadig har haft faste omkostninger, opfordrer vi dog til indbetaling af frivillige bidrag.
 

Aktivitetskalenderen for andet halvår er stadig ret tom, men på bestyrelsesmødet den 22. juli var der mange spændende aktivitetsforslag, som nu er ved at blive planlagt.
Dette nyhedsbrev udsendes til alle medlemmer pr. E-mail.
 

Vi håber, at Covid-19 har øget din interesse for amatørradio, og at du møder op på generalforsamlingen og deltager i debatten om kommende aktiviteter.
 

På bestyrelsens vegne - Kjeld, OZ1FF
 

27. juni 2021

Nyhederne for uge 25 - Så blev det sommerferietid - ja, selv vejret er til tider helt rigtigt til at nyde livet i sommerhuset, campingvognen eller med en tur sydpå og en bunke pølser på grillen :-)

I den anledning er vi nu gået over til ferieprogrammet med Sommeråbent for medlemmer, gæster og turister hver onsdag fra kl.19.30 til kl.22.00 - hvis det skulle blive for meget med bare at drive den af, eller der er brug for råd og vejledning i denne svære disciplin, så man får det gjort rigtigt.

 

Inden vi fik travlt med at finde hængekøjen frem igen blev der fredag i denne uge også jagtet ræve - det skete i sæsonens sidste runde om Afdelingsmesterskabet i Vrøgum plantage. Steen, OZ5N var hurtigst - med Thomas, OZ1TDS på anden pladsen. Rævene var denne gang godt gemt af Villy, OZ6KH - meget godt gemt, for det

var noget af en udfordring for de garvede jægere at finde dem, og for nogen blev det en lang tur rundt i skoven. Efter jagten blev der pustet ud med kaffe og gode historier om hvad man skulle ha' gjort og hvordan man ikke skulle gøre..... Næste Rævejagt er efter ferien - hvor og hvornår oplyses når løbs planen er klar.

    

Nu altså Sommeråbent hele sommeren - første Almindelige mødeaften er onsdag d. 11. august kl.19.30. Nyhederne her på hjemmesiden holder også ferie - altså med mindre der sker et eller andet ekstraordinært der kræver offentliggørelse.

    

Go' ferie alle sammen og på gensyn rundt omkring eller i EDR Esbjerg afdeling.

   

20. juni 2021

Nyhederne for uge 24 - Nogle synes måske at de kunne genkende forskellige dele på vores stand på HamDay, men man kender måske begrebet "for good to go" - sådan er det også med alt det grejer og udstyr der er sorteret ud til HamDay.. Noget har fortjent en ekstra chance for at gøre nogen glade eller noget har vi rigtig meget af. Men der er altså en udskiftning i udvalget. I løbet af et år får vi heldigvis rigtig meget grej og udstyr doneret , foræret eller køber. Noget kan vi selv bruge i vores aktiviteter andet sælger vi på bl.a. HamDay så vi kan købe det vi mangler.

Desværre er der også noget der ikke rigtigt kan bruges til noget som helst og det ender i de korrekte containere på den lokale  genbrugsplads. I år var der to store læs, man i hvert fald ikke kommer til at se igen - og vi har fået lidt plads til noget nyt :-).

Denne uge i afdelingen gik bl.a. med oprydning - mandag og onsdag aften. Tirsdag fik Tech4Fun holdet alle ure programmeret

og de unge mennesker kunne endelig holde sommerferie med fuld fokus på år, dato, tid og temperatur - vi starter den nye Tech4Fun sæson igen til september.

    

Vi nærmere os hurtigt sommerferietiden med deraf følgende nedsat aktivitetsniveau - i den kommende uge er der onsdag sidste Almindelige mødeaften i denne sæson. Fredag gælder det den sidste Rævejagt inden ferien - det er i Vrøgum plantage. Mødestedet er ved Ballonparken, Egevej 15, 6840 Oksbøl. Første signal fra rævene udsendes kl. 18.00. Alle er velkomne til at deltage i jagten. Er der behov for at låne pejleudstyr eller brug for lidt begynder instruktion skal man være på stedet senest 30minutter før første udsendelse.

    

På gensyn i foreningslokalerne - eller måske i skoven i den kommende uge.

    

13. juni 2021

Nyhederne for uge 23 - Der blev handlet, snakket, spist og hygget da den gamle skolegården lørdag igen (endelig) lagde asfalt til dette års udgave af HamDay. Vejret kunne godt ha' været bare en anelses bedre, men den ubetydelige smule vand der kom fra oven kunne ikke ødelægge den gode stemning. Som sædvanligt var der en lind strøm til parkeringspladsen med folks nyindkøb - salget fra afdelingens stand kan vi i hvert fald ikke klage over, og det kunne tydeligt mærkes at vi har fået lidt mere gulv / hyldeplads tilbage, da vi ryddede op og satte på plads sidst på eftermiddagen.

Tak til Jørgen, OZ0J for et interessant foredrag - og tak til alle deltagere, købere og sælgere for endnu en rigtig god dag - og om ikke før, så på gensyn til HamDay 2022 - lørdag d. 7. maj.

 

Ud over alle forberedelserne til HamDay var der denne uge - tirsdag Tech4Fun med de unge mennesker og byggeriet af Mega ure.

Fredag aften var der Rævejagt, denne gang i Marbæk plantage - område syd. Villy, OZ6KH var hurtigst rundt til de små sendere og blev vinder, med Thomas, OZ1TDS på anden pladsen. Rævene var denne gang udlagt / gemt af Grethe, OZ1AGQ og Steen, OZ5N der havde fundet nogle gode gemmesteder der fik jægerne rundt i næsten hele plantagen. Næste Rævejagt er fredag d. 25. juni i Vrøgum plantage. Mødestedet er på parkeringspladsen ved Ballonparken og der er indkørselsmulighed fra både Skovvej og Egevej. Første signal udsendes kl.18.00.

   

Den kommende uge fortsætter vi med oprydningen efter HamDay - men derudover er der tirsdag sæsonafslutning på Tech4Fun og onsdag er der Almindelig mødeaften uden noget specielt planlægt på programmet - bliver der tid tilovers, slappes der af i de bløde møbler - med en kold cola :-).
   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - også den kommende uge.

     

6. juni 2021

Nyhederne for uge 22 - Allerede mandag aften startede vi med forberedelserne til årets HamDay - d. 12. juni. Nogen ville måske mene at det var i rigelig god tid, men næsten halvandet års donationer og indkøb fylder godt op. Lagerne er fyldte til randen med gode sager og det er nødvendigt hele tiden at flytte en hel masse, bare for at komme ind i rummene til det man skal bruge.

Det er lidt træls og tager rigtig meget tid, så vi håber vi kan få i det mindste noget af det afsat til et sultent og købelystent publikum -100 kronesedler er betydeligt nemmere at stable og kan bedre bundes. Dette arbejde fortsatte onsdag og fortsætter i den kommende uge.

Tirsdag fik Tech4Fun holdet endelig liv i de store LED-ure da alt det mekaniske arbejde blev færdigt. Nu skal vi bare ha' programmerne til at kører tilfredsstillende - og præcis.   

        

Den kommende uge står "menuen" på HamDay. Mandag og onsdag sortere vi og finder frem igen - inden det går løs på lørdag med forhåbentlig endnu en rigtig hyggelig handelsdag i Esbjerg.

Som tidligere omtalt er det pga. forskellige restriktioner kun muligt at afholde et udendørs marked - så vi håber selvfølgelig på godt vejr. Eneste del der foregår indendørs (udover toiletterne) er et spændende foredrag med Jørgen, OZ0J om hans tur til KH8 - det er kl.13.00 og foregår i Dramasalen - med den rigtige afstand mellem stolene og desværre en begrænsning på antal tilhører.

Som altid starter salget kl.10.00 - og der er IKKE adgang til området før, for andre end sælgerne. Nærmere informationer finder man på www.hamday.dk 

   

Udover HamDay og de omfattende forberedelser er der i den kommende uge tirsdag Tech4Fun og fredag er der Rævejagt. Denne gang i Marbæk plantage - område syd. Mødestedet er på parkeringspladsen ved Bopladsvej. Første signal fra rævene udsendes kl. 18.00. Alle er velkomne til at deltage i jagten. Er der behov for at låne pejleudstyr eller lidt begynder instruktion skal man være på stedet senest 30minutter før første udsendelse.

   

På gensyn i den kommende uge - til aktiviteter og HamDay 2021 i EDR Esbjerg afdeling.

        

30. maj 2021

Nyhederne for uge 21 - Onsdag var vejret stadig ikke kommet over på "Sommer" - så hvad kunne være bedre end at fejre genåbningen indendørs, i de varme lokaler med en MEGET stor stak friske blade og magasiner og en kop dejlig varm julegløgg :-)

Der blev i hvert fald bladret flittigt og gløggen fik mange roser med på vejen til folks maver.

Der blev også sorteret QSL-kort - så husk at checke kassen med indgående kort næste gang du kommer forbi radiorummet - det kunne jo være at du var blandt de heldige. Der afsendes (afleveres) QSL-kort til Bureauet i den kommende uge - så har du nogen der

skal med, skal de være i afdelingen senest nu på onsdag.

   

Fredag var der Rævejagt - denne gang i Esbjerg Østskov. Vejret var blevet lidt bedre så de 9 jægere havde en god tur rundt i skoven.

Vinderen blev Thomas, OZ1TDS med Bjarne, OZ1CWP på anden pladsen. Villy, OZ6KH var ræv denne gang.

Næste Rævejagt er fredag d. 11. juni i Marbæk plantage område syd - og starten lyder kl.18.00, hvis du vil prøve at være med ?

    

Den kommende uge er der lidt udenfor sæsonen, åbent på værkstedet mandag aften, hvor vi har travlt med at finde grej og udstyr frem til HamDay 2021 - lørdag d. 12.juni. 

Tirsdag er der Tech4Fun for de unge, der ihærdigt bygger videre på deres store LED ure - der da meget gerne skal være færdige inden sommerferiepausen.

Onsdag er der Almindelig mødeaften uden noget specielt planlagt - men der er jo også nok at gå i gang med, ellers skal man da bare spørge om der er noget man kan hjælpe med :-).

    

På gensyn alle sammen - i EDR Esbjerg afdeling - nu igen åben for alle.

   

23. maj 2021
Nyhederne er tilbage - Med nu kun små 7 måneder til Juleaften er det blevet os tilladt at genoptage alle vores forskellige aktiviteter i mødelokaler, radiorum, værksted og lagre. Rævejægerne og Tech4Fun har været i gang et stykke tid - men nu er alle igen velkomne. Det er der al mulig grund til at hejse flaget for, og rulle den røde løber ud - for alle har vist savnet fællesskabet, og alle de mange muligheder der er i vores lokaler.

  

Sommerferien nærmere sig godt nok hastigt og vi må se hvor meget vi kan nå inden. Men nu starter vi med at låse dørene op igen og får set og prøvet om alting stadig virker. Onsdag er der Almindelig mødeaften uden noget bestemt planlagt - men der er da kommet lidt QSL kort vi skal ha' sorteret - og har du nogle QSL kort der skal med til Bureauet i Odense er det med at få den afleveret - senest onsdag d. 2. juni hvis de skal med i denne omgang.

Der ligger også en kæmpe bunke "nye" friske blade / magasiner fra det store udland og  venter på at blive bladet igennem - så mangler du lidt inspiration er der masser af muligheder. Radiorummet nærmest sukker efter nogen der vil dreje på alle knapperne - så har du savnet en ordentlig antenne og et hørbart signal er det en anden mulighed.

Bare lige for at nævne nogle gode grunde til at kikke forbi - nu på onsdag d. 26. maj.

 

Tirsdag mødes de unge mennesker til Tech4Fun - hvor der flittigt bygges videre på nye megastore LED ure. Fredag er der Rævejagt - denne gang i Esbjerg Østskov. Mødestedet er på parkeringspladsen ved Bålhytten på Grønnegårdsvej . Første signal fra rævene udsendes kl.18.00 - vil du prøve og være med, og har brug for at låne noget pejleudstyr, eller en instruktion i hvordan man gør, skal du være der senest kl.17.30. Alle uanset medlemskab er velkomne til at jage med.

    

På meget længeventet gensyn i EDR Esbjerg afdeling - i den kommende uge.    

   

 

Arkiverede nyheder.

Arkiverede nyheder fra EDR Esbjerg afdeling - med beretninger og beskrivelser af arrangementer og aktiviteter, finder du i kronologiske rækkefølge på disse sider (vær opmærksom på at disse sider er temmelig store, og at det derfor kan tage lidt tid at åbne dem) :

 

Nyheder fra 2021

Nyheder fra 2020

Nyheder fra 2019

Nyheder fra 2018

Nyheder fra 2017

Nyheder fra 2016

Nyheder fra 2015

Nyheder fra 2014

Nyheder fra 2013

Nyheder fra 2012

Nyheder fra 2011

Nyheder fra 2010

Nyheder fra 2009

Nyheder fra 2008

Nyheder fra 2007

Nyheder fra 2006

Nyheder fra 2005

Nyheder fra 2004

Nyheder fra 2003