Arkiverede nyheder fra 2012.

       

8. januar 2012

Nyhederne for uge 1 - Godt Nytår alle sammen og velkommen til et nyt radioaktivt år i EDR Esbjerg afdeling.

Sidste års mange aktiviteter, er nu en del af historien -

en historie vi i år fejre med vores 75års jubilæum.

Årets Nytårsbillede mangler, men er erstattet af logoet for vores jubilæum - klik på det, eller et af dem i toppen af hjemmesiden, og følg løbende med i planlægningen af aktiviteterne. Det er i hvert fald vigtigt at få selve dagen markeret tydeligt på din nye kalender -

lørdag d. 31. marts 2012 kl.12.00

er du sammen med alle medlemmer, gæster og folk der

vil være med til at fejre afdelingen, inviteret til reception.     

            

Hvilke aktiviteter vi ellers finder på, for at fejre afdelingens fødselsdag, må tiden vise - men bestyrelsen arbejder

hårdt på, at et af årets store temaer skal være, at gøre

hele byen opmærksom på vores fantastiske hobby.

Og du kan godt regne med, at hører vores jubilæumskaldesignal - OZ75ESB mange gange

på alle frekvensbånd, i løbet af 2012.

Året er allerede kommet godt i gang - onsdag var der Almindelig mødeaften, bl.a. med fremvisning af et af SDR projekterne. Men mange nye arrangementer og aktiviteter venter i det kommende år. Dem kan du få et overblik over, ved et besøg under menupunktet Aktiviteter. Listen er blevet opdateret, og flere spændende tilbud tilføjet i juleferien. Specielt vil vi gerne gøre opmærksom på vores kursustilbud til D-certifikat for nye radioamatører - hvis du eller nogen du kender vil være med, i "Verdens bedste hobby". Husk også vores Generalforsamling d. 29. februar - det er her de store beslutninger skal tages. Ligeledes er Galleriet blevet opdateret, med billeder fra de sidste store arrangementer i 2011 - tag et kik, og genoplev de mange gode timer, eller se hvad du gik glip af !

Traditionen tro, her ved årets begyndelse, en lille opdatering omkring vores hjemmeside www.oz5esb.dk. Hvor der også i 2011 kom nyt til - ikke mindst mange billeder fra vores aktiviteter, og det hele fylder nu 373Mb, fordelt på ikke mindre end 23.081 filer. Besøgstælleren der kan ses nederst under menuen, viser dog en lille tilbagegang i antallet af besøgende sidste år - desværre tæller den ikke helt rigtigt (men er trods alt gratis). På vores Web-hotel ligger den rigtige statistik, men den er "lidt bøvlet at komme til" - til gengæld er den meget sjovere, og meget mere interessant at se på, f.eks. kan man se at der alene i december 2011 var 230 besøg fra China, og at de  

mest er interesseret i at se på billederne af vores forskellige aktiviteter !!. Denne besøgsstatistik der viser den komplette trafik, er meget positiv læsning og viser meget tydeligt hvad folk søger, hvor de kommer fra, og hvilket link der har vist dem vej til vores hjemmeside - det mest positive, er nok at der hver eneste dag i 2011, i gennemsnit var 168 hits på www.oz5esb.dk.

I årets løb er en ny "lillebror" kommet til: www.amatørradio.dk - denne side er et projekt, der hænger sammen med vores Promotiontrailer, og som med tiden vil fortælle hvad der er værd at vide, for at komme i gang som radioamatør - også her er besøgsstatistikken interessant læsning - hver gang traileren har "været på gaden" er der gevinst, og dagens besøg mange dobles :-)

Der kan fortælles meget, om disse vores reklamesider på internettet - men en ting er sikkert, det er noget der virker. Har du nye forslag / ris eller ros, er alle bidrag velkomne.

     

Den kommende uge i afdelingen, er der mandag aften gang i alle projekterne på værkstedet. Og onsdag igen Almindelig mødeaften - uden noget fast på programmet, altså lige bortset fra konkurrencen om hvem, der kan gøre mest ved resterne, fra sidste års juleafslutning - snolder og småkager forefindes stadig i store mængder :-).  

   

På gensyn også i 2012 i EDR Esbjerg afdeling. 

  

14. januar 2012

Nyhederne for uge 2 - Så er vi så småt, ved at komme op i omdrejninger igen efter juleferien. Mandag var det således svært, at finde at en ledig bordplads til at kunne arbejde, med de mange forskellige projekter, der lige nu optager arbejdskraften hos de aktive medlemmer af værkstedsteamet - bl.a. klargøres der grej til årets messer, og der bygges styringer til vores nye rotorer og PR parabol antenne. Så jo, der er rigtig gang i værktøjet igen.

    

Onsdag var der Almindelig mødeaften, med de sædvanlige aktiviter på programmet, der derudover blev suppleret med de lokale mesterskaber i snolder / småkage spisning - man siger jo julen varer til påske, men så længe er der nok ikke indhold, i de store kagedåser.  

Ugens billede er af lidt ældre dato - der blev taget for vel sådan cirka 40 år siden. Og det er med i denne uge, for endnu engang at opfordre medlemmerne til at få kikket efter billeder, fra aktiviteter i afdelingen der ligger gemt i familiealbummet. I forbindelse med vores jubilæum, er vi ved at samle materiale til forskellige ting i den forbindelse, og vil vi gerne ha' fat på så mange som muligt af disse billeder - også af lidt nyere dato. Specielt fra 1980'erne og 1990'erne er der store huller i samlingen, men generelt har ALT interesse. Hvis du har noget liggende, bedes du kontakte Jan, OZ1INN - hurtigst muligt, og senest d. 25. januar - vi skal jo gerne kunne nå, at blive helt færdige til d. 31. marts 2012 :-).

    

Den kommende uge i afdelingen fortsætter arbejdet i værkstedet, og onsdag er der Filmaften på programmet - hvor et festligt gensyn med de gamle film, om aktiviteten i afdelingen venter. En stor  oplevelse man ikke bør gå glip af - kom bl.a. og se de yngre mennesker folde sig ud med Fieldday aktiviteterne, som man gjorde det den gang.

     

HUSK muligheden for at deltage i vores D-certifikat weekendkursus - sidste tilmeldingsfrist er onsdag d. 25. januar 2012. Nærmere info om kurset finder du ved at trykke her.

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor radioamatørerne mødes.

  

22. januar 2012

Nyhederne for uge 3 - Den nu forgangne uge i afdelingen, bød på ganske særlig underholdning - onsdag var der Filmaften, og et tilbageblik på tidligere tiders Fieldday aktiviteter. Vi startede med en optagelse fra 1983, hvor man bl.a. kunne se den legendariske kæmpe antenne til 14MHz - opsat på en lille skæv telefonpæl. Hvordan operatørerne sad på rad og række, og diskuterede hvad og hvem, man egentlig lige havde kontakt med - jo, det var tider. Den næste film var fra 1992 - her fulgte vi både HF og VHF Fieldday. En ting dette år nok vil blive husket for, er at Tage, OZ1EYC's lille og ekstremt larmende generator var med. Operations teknikken var ikke blevet meget bedre - ej heller udstyret. På ugens billede ses Bjarne,

OZ1CWP i gang på 40m i vores første radiovogn - der godt nok knækkede året efter. VHF Fieldday viste en masse unge mennesker, der havde travlt med at opsætte antenner (der godt nok vendte forkert :-)) - flere var dog lidt svære at genkende, med hår og uden topmave !! Den sidste film var fra 2003 - nu begynder det at ligne noget. For første gang er vores TowerTrailer, og "Banan antennen" til 50MHz med, og generelt er der kommet meget bedre styr på hvordan man gør. Et herligt tilbageblik på disse aktiviteter i afdelingen, hvor vi i dag godt kan more os lidt over hvordan man gjorde dengang, men som det tydeligt fremgår, ser det ud til at deltagerne havde det sjovt - og det må jo være det allervigtigste. At vi så også har været i stand til kraftigt, at optimere udstyret og operationsteknikken, gør det jo ikke mindre sjovt at være med - årets Fieldday aktiviteter planlægges onsdag d. 14. marts - hvis du skulle ha' fået lyst til at deltage, og måske optræde i dette års film ?

     

Den kommende uge er der mandag aften åbent i værkstedet, og onsdag aften er der Almindelig mødeaften, uden det store på programmet - dog er der sidste tilmeldingsfrist, til forårets D-certifikat kursus - klik her for de nærmere informationer. Ligeledes er der sidste tilmeldingsfrist, til besøget i Hjemmeværnsbunkeren på Hulvejen - onsdag d. 1. februar. Vil du med, kan du tilmelde dig ved personligt fremmøde i afdelingen, eller via en E-mail til info@oz5esb.dk  

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor der stadig er "juleguf" i kagedåserne.    

 

29. januar 2012

Nyhederne for uge 4 - Denne uge i afdelingen skete der ikke så meget, særligt spændende. Der blev som sædvanligt arbejdet med flere af projekterne, i værkstedet mandag aften. Og onsdag var der Almindelig mødeaften, blandt andet med opsamling på hvem der vil med, på vores D-certifikatkursus, og næste uges udflugt til Hjemmeværnsbunkeren på Hulvejen. Om der er nok deltagere til kurset er lidt uvist - da flere ikke har meldt endelig tilbage, mens alle pladser (og mere til) til besøget i bunkeren er optaget.  

  

Efterlysningen af billeder, til brug i forbindelse med vores jubilæum har givet resultat. Der er kommet mange "glemte" billeder frem - mange TAK for det. Men nu hører f.eks.

aktiviteterne sidste år, jo også med til historien, og en gennemgang af de mange tusinde billeder, får hukommelsen i gang - og det var lidt svært at komme forbi denne uges billede - med et kik ud på det snedækkede landskab, er det nu rart at vide, at der ikke er så lang tid til at sommervarmen vender tilbage, og vi igen skal ud og "lege" med det store udstyr :-) suk, lige nu venter sneskraberen og mere end 100 meter fortov :-(.

  

Dem kommende uge i afdelingen, er der kun åbent i værkstedet mandag aften - onsdag aften er det hele lukket, på grund af udflugten og besøget i Hjemmeværnsbunkeren. Der mødes vi ved indgangen på Hulvejen kl.19.15 - og der kan man ikke parkere. Så stil venligst bilen ved Føtex, eller på parkeringspladserne i Havnegade og gå det sidste stykke.  

    

På gensyn i afdelingen mandag, eller ved bunkeren onsdag aften.

  

5. februar 2012

Nyhederne for uge 5 - Onsdag var der udflugt til Hjemmeværnsflotille 131's hovedkvarter - bunkeren på Hulvejen her i Esbjerg. Et bygningsværk som man er kørt forbi utallige gange, og som man måske har spekuleret lidt over ? - for hvad gemmer der sig egentlig, bag den solide metaldør ved hovedindgangen.

Det fik vi så mulighed for at se med egne øjne. En kolos hvor der er brugt 2144m3 beton, på at sikre besættelsesmagtens marinehovedkvarter i Esbjerg under 2. verdenskrig. Og den er egentlig ikke helt så stor som forventet - men meget solidt bygget.

Bunker T bliver  i dag vist mest brugt som samlingslokaler / hyggestue for flotillens medlemmer - udstyret er i hvert fald noget, som det ville blive ualmindelig svært, at sælge på    

HamDay. Men det er meget hyggelig indrettet, med mange sjove ting fra dengang der var udsigt til krig, i farvandet omkring Esbjerg. Blandt andet i den gamle telefonomstilling, hvor væggene stadig er malet med fosfor, så det er muligt at se hvis lyset pludseligt forsvinder. Situationen er i dag dog lidt forandret, og det er nok flotillens skib der er omdrejningspunktet for deres aktiviteter. En stor tak til de flinke rundvisere, for en ganske interessant aften - vil du vide mere om Marinehjemmeværnet, kan du se meget mere på deres hjemmeside - www.hvf131.dk    

          

Den kommende uge i afdelingen, er der igen åbent i lokalerne onsdag aften, hvor der er Almindelig mødeaften på programmet. Derudover er der selvfølgelig også åbent i værkstedet mandag aften, hvis det er det store værktøj man har brug for. Næste weekend er der i følge programmet D-certifikat kursus - men der kunne ikke til denne gang, samles nok deltagere til at kurset kan gennemføres.

Om der så er nogle, der har tilmeldt sig til Radioprøven, vides ikke endnu - men er det tilfældet, bliver den selvfølgelig gennemført som planlagt. Har du spørgsmål omkring dette, kan du kontakte Jan, OZ1INN på telefon 4053 7394. 

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor man også arbejder sig til varmen. 

     

12. februar 2012

Nyhederne for uge 6 - Denne uge i afdelingen var der aktivitet i værkstedet mandag aften, og Almindelig mødeaften onsdag. Altså ikke de store arrangementer at berette fra denne gang - alt forløb som det plejer, med lidt arbejde, hyggesnak og et kik eller 2 i de nye blade.

Men derudover er der også blevet arbejdet hårdt med forberedelserne, til vores jubilæum - og i den forbindelse fandt redaktionen, et ganske interessant klip på YouTube.

Denne uges billede, viser Thomas, OZ1TDS i gang med contest aktiviteterne fra afdelingen i 2011 - sæsonen er jo for vores vedkomne, ikke startet endnu i 2012.

Men contest er blandt mange medlemmer, noget man ser frem til at deltage i - og mange gange er snakken gået på, hvordan og hvor godt vores signal kommer rundt i verden. 

Tracy, VE3TWM fra Ontario, Canada  er også interesseret i contest, og har ikke de store muligheder for antenner. Under sidste års CQWW DX SSB contest d. 30. oktober havde ham opstillet hans lille 20W QRP-station på en parkbænk, og plantet en lille endefødet dipol på et par pinde. Og hvad man kan opnå med sådan et lille set-up, har han foreviget med en lille video man bl.a. kan finde på YouTube. Og hvad har det så med afdelingen at gøre ? - jo, i det kaos der den weekend er på 14MHz, finder han en kraftig station, som han laver en kort kontakt med - og det er 5Q1A. Klik på billedet af Thomas, og se dette lille herlige klip der klart viser, at vi ikke har problemer med at blive hørt, eller for den sags skyld hører de stationer der kalder os - selv med små antenner :-)

    

Den kommende uge i afdelingen, fortsætter arbejdet i værkstedet mandag aften, og onsdag er specielt alle rævejægerne, inviteret til at møde op og deltage i planlægningen af årets jagter. Hvilke dage og datoer skal vi jage, skal det stadig være i Marbæk plantage, og skal det være med 3 eller 4 ræve ? - spørgsmålene er mange, så har denne aktivitet din interesse, er det bare med at komme i afdelingen og deltage i debatten. Onsdag d. 15. februar er samtidig sidste frist, for aflevering af skriftlige forslag du mener skal behandles på årets Generalforsamling d. 29. februar 2012.

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet med den seriøse radiostation.

   

19. februar 2012

Nyhederne for uge 7 - Rævejagt var denne uge, temaet på onsdagens møde i afdelingen. Folk er jo efterhånden udhvilede og klar til en ny sæson, som det ses på ugens billede med Thomas, OZ1TDS og Svend, OZ1DYI .

Vi skulle ha´ planlagt dette års løbskalender, snakket om løbsområder, og reglerne generelt. Bjarne, OZ1CWP havde på forhånd fundet nogle datoer hvor der ikke er planlagt andet i foreningen, og det blev så også det der blev vedtaget - så snart tilladelsen fra plantøren foreligger, vil programmet kunne ses her på hjemmesiden. Der var også forslag om at inddrage en ny skov som jagtområde - nemlig Guldager Plantage. Og dermed give de rutinerede jægere lidt nye udfordringer. Det var der også stemning for, så i 2012 vil der altså blive skiftet mellem 3 løbsområder.

Det blev også besluttet at jage på 4 ræve, og finde ud af om vi har dele til at kunne bygge 2 nye sendere, så der med tiden kan jages på 5 (og Børge, OZ2ZJ kan få sin rævesender tilbage). Endelig havde Bjarne fundet nogle film på nettet, som ham synes måtte ha' vores interesse - den første var fra lokalstationen "Familiekanalen" hvor Villy, OZ6KH havde været gæst, og fortalt lidt om rævejagt og amatørradio. Den anden var en film fra Norge hvor man fulgte deltagerne ved det Nordiske mesterskab - også her optrådte Villy. Den 3. film var fra en rævejagt i Australien, hvor man tilsyneladende også jager kænguruer ? og endelig, sluttede vi den lille filmrække af med den film om contest og 5Q1A, som vi også henviste til her i sidste uge. Alt i alt nogle vældig fine og ganske  interessante småfilm der klart viser, hvad det handler om. Vi vender tilbage med mere nyt om årets rævejagter, når tilladelsen foreligger.

      

Den kommende uge i afdelingen, fortsætter aktiviteten i værkstedet mandag aften - og ja, udover arbejdet med alle vores projekter, er vi nu også godt i gang med at sortere og rydde op (igen) så vi er klar til at fremvise værkstedet ved det kommende jubilæum. Onsdag er der Almindelig mødeaften, uden noget fast på programmet. Men vores QSL-manager Svend, OZ1DYI har bedt redaktionen gøre opmærksom på, at QSL-kort til afsendelse via bureauet, næste gang vil blive afsendt d. 30. februar. Og da der d. 29. februar 2012 er Generalforsamling, kan du jo meget praktisk tage dine kort med under armen når du alligevel skal i afdelingen, og være med til at vælge formand / bestyrelsesmedlem, hører om regnskabet osv. og deltage i debatten om afdelingens fremtidige arbejde. Endelig slutter aktiviteterne i afdelingen, fredag med bestyrelsesmøde - hvor der bl.a. skal ses på de indkomne forslag, og der skal lægges sidste hånd på vedtægtsændringerne, som kommunen har bedt os om at få bragt i orden. Så husk det nu - det er d. 29. februar 2012 kl.20.00 i afdelingslokaler, at der er Generalforsamling.  

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor vi mødes og hygger os med radioteknik.

    

26. februar 2012

Nyhederne for uge 8 - Mandag var der som næsten altid svært bare at finde en ståplads på værkstedet - oprydningen er nu nået så langt ind, at vi har fundet kasser der har været "forsvundet" i flere år. Blandt andet er kassen med resterne af vores reklametrøjer dukket op igen - og skulle du ha' interesse i at se lidt godt ud ved vores arrangementer, og kan passe en størrelse XL er det med at slå til nu. Restlageret sælges for 150,- kr. pr. stk. - er du interesseret men ikke lige i den størrelse, kan du kontakte Jan, OZ1INN. Så kan vi se om der er basis for at få trykt et nyt oplag i større størrelser.

Onsdag skete der ikke så meget, men det gjorde der så til gengæld fredag hvor bestyrelsen havde møde. Igen var der mange ting der skulle ordnes, specielt inden de næste to

store arrangementer i afdelingen - Generalforsamlingen og vores 75års jubilæum. Først er der årets Generalforsamling nu den kommende onsdag kl. 20.00 i afdelingens lokaler. Her håber bestyrelsen meget på at se så mange medlemmer som muligt, da der er vigtige ting vi skal ha' kikket på. Først er der valget til Formandsposten - her har Kjeld, OZ1FF indvilget i at genopstille, men samtidig gjort det klart at det så er sidste gang. Til bestyrelsen er Jan, OZ1INN på valg og også han genopstiller, ligeledes genopstiller Suppleant til bestyrelsen Svend, OZ1DYI - så du behøver ikke holde dig væk af frygt for at blive valgt. Så er der et forslag fra bestyrelsen til vedtægtsændringer omkring vores medlemskategorier (som kommunen har bedt os få ordnet) - her har vi kikket på hvordan det er i dag, og hvad vi ønsker fremover - herunder hvad satsen skal være for de forskellige kategorier. Dette forslag håber vi at alle vil deltage i en debat omkring, og selvfølgelig stemme igennem så kommunen bliver tilfreds, og vi kan fortsætte som tilskudsberettiget forening. Ellers er der ikke indkommet forslag.

Vores regnskab (inden revisionen) ser fornuftig ud, og budgettet lover godt for også det komne år, med rimelig luft til alle vores udgifter og aktiviteter. Under Eventuelt vil bestyrelsen gerne ha' en debat omkring afdelingens fremtid, og opfordre medlemmerne til at tænke lidt over hvad man forventer, og hvad man selv vil bidrage med. "Slagplanen" for vores 75 års jubilæum vil bestyrelsen også gerne benytte lejligheden til at præsentere. Denne dag er jo ikke ret langt væk og det meste er planlagt, men er der kommet nye idéer kan de måske nå at komme med.  

Altså kære venner, der er mødepligt i afdelingen nu på onsdag d. 29. februar 2012 kl.20.00. til årets Generalforsamling - og så er der gratis kaffe og kage til alle, der vil bruge et par timer på at beklage sig, eller støtte op om bestyrelsen og dens beslutninger i DIN forening. 

       

Næste weekend starter contest sæsonen fra afdelingen, med vores deltagelse i ARRL DX SSB 2012. Vi deltager nok ikke i alle 48 timer, men vores kaldesignal vil helt sikkert blive luftet i de gode eftermiddagstimer - hvor der med bare rimelige forhold, er mulighed for at køre en 5-6 QSO'er i minuttet. Hvordan og hvorledes weekendens aktiviteter skal forløbe aftales efter onsdagens generalforsamling, så "giv lyd" hvis du vil være med og måske lære lidt om hvordan man gør.

    

På gensyn ALLE sammen til Generalforsamling i EDR Esbjerg afdeling - nu på onsdag.

     

4. marts 2012

Nyhederne for uge 9 - Onsdag var alle medlemmer indkaldt til årets Generalforsamling, og det var da tilfredsstillende at 24 medlemmer denne gang havde fulgt opfordringen, til at deltage i debatten om foreningens ve og vel. 

Til dirigent valgtes som første punkt Knud, OZ8KF der kunne konstatere at generalforsamlingen var rettidig indkaldt og dermed beslutningsdygtig. Herefter fik formanden - Kjeld, OZ1FF ordet for formandens beretning.

Og ja, der var jo sket en masse også i det forgangne år - lige fra de forskellige foredrag, vores contest aktiviteter, byggeprojekter, rævejagter, udflugter osv. osv. Vi har også fået indviet vores reklametrailer, og med stor succes taget den i brug. Alt i alt en masse positive aktiviteter, der havde sat sit præg på afdelingen i 2011/12. Formandens

beretning blev modtaget med applaus og lutter glade ansigter i hele salen. Næste punkt var aflæggelsen af det reviderede regnskab. Her kunne vores kasserer - Bjarne, OZ1CWP præsentere et regnskab hvor sidste års store investeringer (og tilskud fra fonde) betød at omsætningen slog alle rekorder - medlemmer kan afhente en kopi i afdelingen. Efter enkelte uddybende spørgsmål, blev regnskabet også godkendt - tilsat rigeligt "håndstøj". Punkt 4. var indkomne forslag - her havde bestyrelsen (efter opfordring fra kommunen) kikket på formuleringen omkring §6 og vores medlemskategorier. Sagen er at man mener vores vedtægter tillader gruppemedlemskab, og det går ikke. Bestyrelsens forslag blev vedtaget med alle stemmer for - så må vi håbe kommunen bliver tilfreds. Det bragte os videre til punkt 5. fastsættelse af kontingentet. Her betyder vedtagelsen af vedtægtsændringen, at det nu er generalforsamlingen der hvert år fastsætter de enkelte medlemskategorier og også kontingentsatsen. Og her var der lidt debat omkring især "Senior kategorien" som stiger lidt, men også en ny kategori for medlemmer med lang afstand til afdelingen blev debatteret. Efter forskellige indlæg fra salen, blev bestyrelsens forslag sat til afstemning og vedtaget med 23 stemmer for og 1 blank. De nye vedtægter, medlemskategorier og kontingentsatserne vil om kort tid kunne findes her på hjemmesiden.

    

Punkt 6. valg af formand. Kjeld, OZ1FF meddelte at han genopstillede, men han håbede at det ville være muligt at finde en afløser til valget i 2014. Efter skriftlig afstemning blev Kjeld valgt med 22 stemmer (og 2 blanke). Punkt 7. valg af bestyrelsesmedlem. Her var Jan, OZ1INN på valg og med løftet om en forhøjelse af vederlaget fra ingenting til slet ingenting, blev også Jan genvalgt for endnu en periode. Punkt 8. valg af suppleant til bestyrelsen. Her var Svend, OZ1DYI på valg, og også Svend var klar til en ny periode - så genvalg også til ham. Punkt 9. valg af revisor. Her var Flemming, OZ1EMY på valg, og også Flemming var parat til endnu en periode - så også her genvalg. Altså genvalg til alle tillidsposter i afdelingen.

     

Sidste punkt på dagsordnen var Eventuelt. Her startede Kjeld, OZ1FF med at fortælle om dette års nok største begivenhed - vores jubilæum d. 31. marts, og planen for hvordan dagen vil forløbe. Bestyrelsen kunne supplere med at  fortælle, at der til alle medlemmer der deltager i receptionen, vil blive uddelt et lille minde om de første 75 år med EDR Esbjerg afdelingen, og at flere af de prominente gæster allerede har bekræftet deres deltagelse - så det er bare med at møde op alle sammen.

Også det kommende kredsmøde i landsforeningen blev omtalt, og formanden opfordrede til at støtte de lokale kandidater ved det kommende valg til HB og RM. Jan, OZ1INN fortalte om et par projekter afdelingen er involveret i (på vegne af landsforeningen) - bl.a. et nyt inspirationsmøde for alle landets afdelinger. Bjarne, OZ1CWP gennemgik budgettet for det kommende år - og ja, også det ser rigtig fornuftig ud. Børge, OZ2ZJ orienterede om den ulykkelige situation med Steffen, OZ2WQ der er blevet meget alvorlig syg under en ferie sydpå, og hvordan det går med hans hjemtransport til Danmark - afdelingen sender de allerbedste hilsner til Steffen.                    

Endelig klokken 21.56 kunne formanden og dirigenten, takke alle for den saglige debat der var foregået med god ro og orden - og erklære årets generalforsamling for veloverstået.

  

Ugens aktiviteter i afdelingen var dog ikke ovre med generalforsamlingen - her i weekenden deltager vi i ARRL DX SSB contesten på kortbølge. Lørdag har forholdene dog ikke været de bedste og det er ikke rigtig lykkedes at finde nogen stationer på 28MHz. Men vi fortsætter igen i dag søndag, i håbet om at det bliver lidt bedre - de kraftige stationer kommer da i hvert fald godt igennem på både 21 og 14 MHz, men om det er lykkedes natholdet, at få "hul igennem" på de lave bånd vides ikke.

        

Den kommende uge i afdelingen, fortsætter arbejdet i værkstedet mandag aften. Onsdag er der Almindelig mødeaften - uden noget specielt på programmet. Og så slutter ugens aktiviteter næste lørdag med afdelingens deltagelse i The 37th Dutch National Radio Fleamarket 2012. En messe der virkelig kan tiltrække selvbyggere og en masse unge mennesker - og med omkring 6000 besøgende er det den største messe for radioamatører i Holland. Stedet er nærmere bestemt "Autotron" i Rosmalen ('s-Hertogenbosch) - og ja, de sidder nærmest og venter på at vi kommer med de gode sager - indtil nu er der kommet hele 3 forudbestillinger på grej og stumper :-).

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor de aktive radioamatører mødes.

    

11. marts 2012

Nyhederne for uge 10 - En fantastisk god uge i afdelingen.

Først dog lige resultatet af sidste weekends deltagelse i ARRL DX SSB contest, hvor vi på trods af de lidt magre forhold, og at der også blev tid til at køre et læs skrot og skrammel på genbrugspladsen - samt demontere vores juletræ i masten. Lykkedes at "kører" 700 QSO'er især på 14 og 21 MHz - ikke ligefrem nogen ny rekord, men vi fik da luftet vores kaldesignal.

   

I denne uge startede vi mandag aften, med at pakke grej til det 37. nationale hollandske loppemarked i Rosmalen.

Der blev afviklet i går lørdag - og afdelingen var også i år  repræsenteret på stedet, af Michael, 5Q5NA og Jan, OZ1INN der havde nogle rigtig gode timer, og en ganske

pæn omsætning af de medbragte overskudsgrejer. På ugens billede ses Michael i fuld gang med at betjene nogen af de mange kunder, der kikkede forbi vores stand. "Desværre" blev Jan fristet af et rigtig godt tilbud ved messens afslutning - og så forsvandt næsten hele fortjenesten, men sådan kan det jo gå når man sender afdelingens "købmænd" på udflugt :-)

          

Se det var så starten og slutningen på denne uge, men ind imellem skete der nu også noget - onsdag var der Almindelig mødeaften, og samtidig bestyrelsesmøde. Sagen er at vi i efteråret 2011 søgte den Fritidskulturelle pulje i Esbjerg kommune, om et tilskud til at indkøbe en ekstra HF-station til brug i vores Promotiontrailer. Det er jo lidt (meget) bøvlet at skulle skille hele radiorummet ad hver gang vi skal afsted, og hvert år ved f.eks. Fieldday arrangementerne står vi så alligevel og mangler udstyr - og som man siger ved Frømandskorpset "man skal i hvert fald ikke gå ned på grund af manglende gear". Og når nu muligheden for at få et solidt tilskud, til indkøb af noget af det allerbedste udstyr der findes på markedet er til stede, ville det jo være dumt ikke at ansøge.

I denne uge kom der så besked - og det er en MEGET glad bestyrelse, der kan fortælle at vi er blevet bevilliget 76.000,- kr. til indkøb af en YAESU FT DX 9000. Med alt det nødvendige ekstra tilbehør er prisen på sådan en "basse" dog omkring 96.000,- kr. så resten skal vi selv betale, men det går nu også nok. Vi håber det lykkedes at få stationen frem rettidigt til at man kan "klappe dyret" - ved Jubilæumsreceptionen d. 31. marts, hvor vi forventer at alle medlemmer kommer i afdelingen for at deltage i festlighederne.

   

Og nu vi er ved Jubilæumsreceptionen er det endelig bekræftet, at Esbjergs Borgmester Johnny Søtrup kommer og holder jubilæumstalen.

  

Ud fra denne uges rigtig gode nyheder, er det jo en lidt større fornøjelse at indkalde til det første Fieldday planlægningsmøde nu på onsdag i afdelingen. Hvor vi skal ha' fundet ud af hvor mange deltagere der er plads til, hvor vi skal være, og om der er ting vi skal nå at ha' lavet, inden det går løs med først VHF Fieldday, så ILLW og endelig HF Fieldday - vil du være med er det bare med at møde op, eller i det mindste give besked om at du vil være med, når det helt store udstyr igen "rulles ud" i det danske sommerland.

Derudover er der i den kommende uge selvfølgelig også åbent i værkstedet mandag aften, hvor der knokles videre med de mange forskellige projekter. 

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdelingen - stedet med fremtidsvisioner (og meget brede smil).

   

18. marts 2012

Nyhederne for uge 11 - Og vi starter også denne uges nyhedsopdatering med en rigtig god nyhed - en længe ventet og efterspurgt tilføjelse til vores udlånsmateriel er nu endelig blevet færdig - en ny antenne tester til alle kortbølgebåndene. Så du uden det store besvær kan få testet og justeret din nye eller gamle antenne hjemme på hustaget - uden at skulle ha' konen jaget derop for at dreje og klippe. Det er egentlig et ganske interessant byggesæt udviklet af radioamatører i Adelaide, Australien som vi har haft liggende på lager et godt stykke tid - det har bare knebet lidt med også at få den bygget. Og det var jo egentlig lidt synd, når netop sådan noget målegrej er blandt det mest efterspurgte af vores udlånsmateriel.

Men nu er det så lykkedes at overtale Uffe, OZ4UB til at

klare opgaven med at få den samlet, testet, og gjort færdig - rettidigt til det gode vejr og den kommende antenne bygge sæson. En meget stor tak til Uffe for indsatsen med loddekolben.

        

I afdelingen var ugens emne for onsdagens møde, planlægning af de kommende udendørs radioaktiviteter i Fieldday og ILLW. Og der er jo opgaver nok at tage fat på, når alt det fine grej skal i aktion og ikke mindst betjenes. Og selvfølgelig er hele "den gamle garde" klar (og kan næsten ikke vente), og det ser også ud til at endnu flere i år vil være med - og det er jo glædeligt, men der er da stadig plads til flere. Inden vi kommer så vidt er der dog også flere ting vi meget gerne skal ha' lavet - bl.a. snakkes der om en opdatering af vores HF antenner.

Vil du give en hånd med ved arrangementerne eller hjælpe med forberedelserne, kan du kontante Bjarne, OZ1CWP eller Jan, OZ1INN.

   

Så er der nok nogen der har opdaget, at nyhederne er lidt forsinkede i denne uge, det skyldes at redaktøren sammen med andre i dag søndag, var til kredsmøde i EDR Herning afdelingen. Her fik vi en opdatering af forskellige sager, der lige nu optager landsforeningens hovedbestyrelse, og fik snakket om og givet vores mening til kende, omkring mange forskellige emner som f.eks. en anden forsendelsesform af OZ til medlemmerne, medlemssituationen og  hvervning af nye medlemmer. En anden vigtig opgave, var at få overtalt kandidater til det kommende valg til RM og HB. Til RM valget er kandidaterne: Bjarne, OZ1CWP - Villy, OZ6KH - Frank, OZ9FN - Ebbe, ÓZ1CAF og Johnny, OZ3ADB. Til HB er der kun en kandidat - her opstiller Jan, OZ1INN. Så må vi se hvem der bliver valgt - stemmesedlen følger med OZ maj udgaven. Næsten kredsmøde blev aftalt til lørdag d. 15. september i EDR Esbjerg afdelingens lokaler.

    

Den kommende uge er der mandag aften, åbent i værkstedet og onsdag er der Almindelig mødeaften - ikke noget fast på programmet, udover at alle forberedelserne til vores jubilæumsreception begynder at tage lidt meget af fritiden :-) for der er nu kun 12 dage til denne festlige begivenhed. Men selvfølgelig er der også tid til lidt seriøs radio - næste weekend lufter vi for første gang vores "Special Event Callsign" OZ75ESB i CQWW WPX SSB contesten. De nærmere aftaler omkring vores deltagelse i contesten bliver der snakket om på  onsdag - hvis du vil være med.

        

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor vi altid finder på noget spændende at bruge tiden på.

  

25. marts 2012

Nyhederne for uge 12 - Ja, egentlig en stille uge hvis man kun kikker på de programsatte aktiviteter. Mandag blev der på værkstedet bl.a. arbejdet med at få vores nye rotor systemer til at virke som planlagt, pudset på et par gamle radioer, og så ellers ryddet op.

Onsdag blev der bl.a. tid til at få sorteret og tjekket QSL-kort, snakket, hygget og kikket lidt i de nye blade. Og her i weekenden skulle vi så ha' kørt contest, men det blev der desværre ikke tid til. For udover ovennævnte har der stort set været folk i sving i afdelingen hver eneste dag, i fuld gang med forberedelserne til den store dag næste lørdag. Og vi er ikke færdige endnu - også i de kommende dage er der rigtig mange opgaver vi skal ha' ordnet, så vi kan præsentere afdelingen fra den allerbedste side for alle medlemmer og gæster der kommer til afdelingens

75 års Jubilæumsreceptionen.

Vi vil jo rigtig gerne ha' at det skal blive en oplevelse der vil blive husket tilbage på de næste mange år, og det tror vi nu nok skal lykkedes :-)

Der bliver i hvert fald noget at se på - bl.a. er afdelingens

nye super station en YAESU FT-DX 9000 netop ankommet - en kæmpe kasse med en masse spændende nye knapper, displays og metre - der vist kræver det store kedelpasser certifikat :-).

Fedegrisen er blevet slæbt hen til slagteren, og en prøve på fødselsdagskagen er blevet smagt af kassereren, der på trods af de store udgifter stadig ser temmelig tilfreds ud.

        

Som skrevet er der mange ting endnu vi skal ha' ordnet, og det vil vi arbejde videre med de kommende dage så alt er klappet og klar, når vi på næste

lørdag d. 31. marts kl.12.00 slå dørene op til: EDR Esbjerg afdelingens 75 års Jubilæumsreception.  

Og ja, vi ved godt at mange ting trækker i denne tid, haven skal ordnes, campingvognen gøres klar og tante Oda besøges - men vi kan garantere at du ikke vil fortryde din deltagelse i denne store begivenhed, hvor vi har sørget for en masse godt til både øje, øre, hals og gane.

    

På gensyn ALLE sammen i EDR Esbjerg afdeling - om ikke før, så i hvert fald på lørdag til afdelingens store fødselsdag.

   

1. april 2012

Nyhederne for uge 13 -

75 års jubilæums ugen i EDR Esbjerg afdeling.

Og bestyrelsen vil gerne starte denne uges nyhedsopdatering med at sende en meget stor TAK til alle deltagere ved receptionen i går lørdag d. 31. marts 2012.

Det blev jo en rigtig festlig dag og en meget fin markering af afdelingens fødselsdag. "Alle sejl var sat" for at vise hvad vi har at tilbyde vores medlemmer - i gården kunne man bl.a. se et par af vores TrailerTowere - den lille og en af de store (monteret med antenne og flag). Ligeledes havde vi opstillet vores Promotiontrailer udstyret med afdelingens nye super HF-station. Indenfor var der dækket op til fest i den store sal - og god mad var der også. En grillstegt gris på næsten 70 kg havde siden de tidlige

morgentimer roteret over varmen fra briketterne, og var sammen med tilbehøret meget velkommen på tallerknerne. Vin, øl og sodavand i rigelige mængder gled også ned uden besvær. Til kaffen var der lækker kage - desværre var redaktøren optaget med at sørge for nogle af vores gæster, så de 2 store kager "forsvandt" inden han nåede tilbage. Men omtalen af desserten, og hastigheden den blev fortæret på var nu ikke til at tage fejl af - grisen fik også mange positive bemærkninger og der var vist ingen der gik sultne hjem.

Inden maden blev serveret havde vores formand dog budt alle velkommen, og der var også en flot tale af byens Borgmester - Johnny Søtrup, der var tydelig imponeret over hvad vi kunne fremvise og fortælle om vores forening. Også landsforeningen var repræsenteret - ved Kjeld, OZ5KM der i sin tale, kunne bekræfte borgmesterens opfattelse af en velfungerende forening, med mange seriøse tilbud og aktiviteter for radioamatørerne i hele det sydvestlige område.  

Der var også fra flere sider gaver til foreningen bl.a. fra borgmesteren var der en stor check (endda oven i det store tilskud vi lige har fået til den nye kortbølgeradio).

Og fra landsforeningen var der en flot ny udgave af den amerikanske håndbog.

Men der var også en lille gave til alle medlemmer. Som de fleste ved har Niels, OZ7NB gemmen en årrække samlet foreningens historie. De markante dele af alt dette materiale (+ lidt tilføjelser), blandet med en masse billeder har vi samlet til en lille bog om de første 75 år med EDR Esbjerg afdeling. Dette minde fik de store smil frem, og der blev bladret lystigt frem og tilbage, for at se om man havde fået en plads i historien. Var du forhindret i selv at 

modtage dit eksemplar, kan det fra på onsdag afhentes i afdelingen. Der var mange rosende ord om arrangementet, og bestyrelsen er sikre på at også denne dag får sin plads i historien - endnu engang en meget stor TAK til alle deltagere, og på gensyn også de næste 75 år :-)

    

Den kommende uge i afdelingen er afsat til at "puste ud" - det har krævet mange timers arbejde at gennemfører et sådant arrangement, så på onsdag er der Almindelig mødeaften uden noget specielt på programmet, men der burde jo også være nok at snakke om - tilbagelænet i de bløde møbler, med en sodavand eller kaffekop i hånden :-)

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - 75 år gammel og stadig aktiv / fuld af energi.

  

8. april 2012

Nyhederne for uge 14 - Igen i denne uge starter vi med gode nyheder for vores medlemmer. Som det er de fleste bekendt, modtog afdelingen en check fra Esbjerg Byråd i forbindelse med vores jubilæum sidste lørdag. Disse rare penge kunne vi ha' gemt på vores bankbog - men den er jo ikke ligefrem tom, så bestyrelsen synes det var meget bedre, at investere dem i noget rigtig godt til glæde for vores aktive medlemmer her og nu.

Derfor er der indkøbt noget af det absolut bedste udstyr indenfor antennetestere - en RigExpert AA-520.

Et instrument der er i stand til at checke alle dine antenner mellem 1,5 og 520 MHz. Og som vil kunne fortælle alt hvad det er værd at vide om impedans / SWR og båndbrede. Med bæretaske, accupakke / lader og mulighed for overførelse af data til din computer. Det perfekte værktøj

også til de lidt højere bånd. Instrumentet ligger klar i udlånsskabet og venter kun på at du skal i gang, med at renovere dine antenner eller bygge nye (og måske større) når vejret bliver lidt varmere og tilladelsen er indhentet hos familie / naboer, og måske en større stak alu-rør bestilt hjem.

Her var det måske på sin plads at henvise ikke medlemmer til vores vedtægter, kontingentsatser og ikke mindst indmeldelsesblanket. Alt sammen noget du kan se nederst i afsnittet om EDR Esbjerg afdeling. Man er selvfølgelig også meget velkommen til at møde op personligt, og se / hører om hvad vi kan tilbyde.

     

Denne uges aktiviteter i afdelingen var som  beskrevet i sidste uge, afsat til at puste ud. Men mandagsteamet havde nu nok at se til - et af vores gamle medlemmer - Søren, OZ9DQ er nemlig flyttet på plejehjem. Og i den forbindelse er afdelingen blevet betænkt med en masse af Sørens gamle udstyr. Redaktionen skulle i den forbindelse hilse alle fra Søren, der på trods af at han næsten ikke kan se og hører mere, stadig er god for lidt sjov og ballade, og virkelig har set frem til at flytte hen hvor han kan få lidt mere hjælp i hverdagen.

Onsdag var der Almindelig mødeaften - her blev der kikket lidt nærmere på jubilæumsgaverne, og der blev også tid til at lege lidt med den nye antennetester. I anledning af påsken og det faktum, at flere ikke nåede at få smagt vores ellers temmelig store fødselsdagskage, havde Rie (Bjarne, OZ1CWP's XYL) været forbi vores leverandør - Guldbageren i Hjerting - efter en ekstra (dog lidt mindre) og også den forsvandt ganske hurtigt. De fremmødte medlemmer takker Rie for dette rigtig gode initiativ :-).

Så blev det Påske og dermed for de fleste tid til et par fridage, der bl.a. er blevet brugt på en lidt mere omfattende opdatering af denne vores hjemmeside. Og det som mange nok sidder og venter på - billederne fra Jubilæumsreceptionen er nu klar til et kik i Galleriet, ligeledes er løbskalenderen for årets dyst om Afdelingsmesterskabet i Rævejagt blevet opdateret osv.

    

Den kommende uge i afdelingen fortsætter aktiviteten i værkstedet mandag aften - det er godt nok 2. Påskedag - men der er stadig meget arbejde der venter, forud for den kommende tids aktiviteter

med både HamDay, messen i Friedrichshafen og VHF Fieldday. Onsdag har vi planlagt at se på vinterens mange forskellige SDR-projekter, som medlemmerne har arbejdet med i de mørke timer - hvor mange der er blevet helt færdig vides ikke. Men tag dit projekt med færdig eller ej, og lad os dele erfaringerne med de forskellige typer.

Næste lørdag d. 14. april kl.14.00 lyder "startskuddet" til rævejagtssæsonen i EDR Esbjerg afdeling. Første jagt er i det velkendte Marbæk syd - med start og målområde ved parkeringspladsen på Bopladsvej. Som altid er nybegyndere eller folk der bare vil se hvordan man gør, meget velkomne. Og som sædvanligt kan udstyret lånes på pladsen - eneste betingelse er at man kommer i god tid (altså senest kl.13.30) så man kan nå at få lidt instruktioner.   

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet med de bedste tilbud til medlemmerne.

    

15. april 2012

Nyhederne for uge 15 - Onsdag var der trængsel omkring målepladsen i afdelingen. De aktive selvbyggere, der hele vinteren har siddet "og svunget loddekolben" over forskellige udgaver af en Software Defined Radio, havde taget deres konstruktioner med for en sammenligning og udveksling af erfaringerne om byggeriet. Og der var nok at snakke om - lige fra hvor man var kørt fast, til hvilken software version man havde valgt at bruge. Jo, de små radioer uden knapper er nu ganske smarte, og helle ikke voldsomt dyre at komme i gang med, hvis man har mod på at bygge selv og gerne vil eksperimentere. Helt sikkert ikke det sidste vi har hørt fra den front.

   

Lørdag eftermiddag i det fine forårsvejr var det blevet tid til

at starte dette års konkurrence om Afdelingsmesterskabet i Rævejagt 2012. I området omkring Bopladsvej var 7 jægere (og ræven Bjarne, OZ1CWP) klar til kamp - sådan næsten da. For der var et par mindre premiere problemer, en jæger havde i skyndingen taget den forkerte modtager med, og ”ræven” havde justeret uret på ”U” ræven en minut forkert. Disse problemer blev dog hurtigt løst og jagten kunne begynde. Dagens vinder blev Villy, OZ6KH med sidste års samlede vinder Thomas, OZ1TDS på anden pladsen. Der blev kæmpet om placeringerne, men alle havde en rigtig god eftermiddag. Næste Rævejagt er lørdag d. 28. april på de helt nye "jagtmarker" i Guldager plantage - det bliver spændende at se om folk kan finde rundt (og ikke mindst hjem igen !).

             

Så er det vist også på tide at vi gør lidt reklame for årets største arrangement i afdelingen - HamDay 2012. Der er nu under en måned til lørdag d. 12. maj kl.10.00 hvor handlen gives fri. Mange har allerede benyttet sig af muligheden for at tilmelde sig med deres stand på loppemarkedet, men der er altid plads til flere - så hvis du har fået for meget på lager, er det en god mulighed for at komme af med det (og måske købe noget andet :-)). Som sædvanlig kan du se alt om arrangementet, tilmelding osv. på www.hamday.dk - tænk over det, det kunne være der er noget du skal ha' byttet ud.

        

Den kommende uge i afdelingen, er der mandag aften åbent på værkstedet / lageret. Og onsdag er der Almindelig mødeaften uden noget fast på programmet - udover selvfølgelig muligheden for en fortsættelse af snakken om SDR-projekterne, eller man kan benytte sig af nogen af de mange andre tilbud vores lokaler indbyder til.

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor det næsten er umuligt at kede sig !

       

22. april 2012

Nyhederne for uge 16 - Mandag aften blev der som næsten altid arbejdet hårdt i værkstedet. Det næste store arrangement - HamDay 2012 - er ikke længere så langt væk, og vi har besluttet at i år holder afdelingen UDSALG over en masse af det grej vi har stående, til uhørt små priser - vi er jo trods alt nød til at kunne komme til, og nyt grej kommer til i en "lind strøm". Tilmeldingen til loppemarkedet går også rigtig godt og har på nuværende tidspunkt allerede nået det samlede antal som mødte frem

sidste år, så det tegner til at HamDay's 10 års jubilæums marked bliver et godt sted at få brugt sparepengene :-). Mere info og mulighed for tilmelding af din stand finder du her - HamDay 2012.

   

Onsdag var der Almindelig mødeaften med den sædvanlige blanding af hygge, radio, og snak om alt mellem himmel og jord. Fredag var der bestyrelsesmøde med en dagsorden der lige nu er præget af forskellige forespørgsler om vores assistance. Den løbende evaluering og planlægning af vores aktiviteter tager altid lidt tid, så også denne gang tog det små 4 timer at få styr på det hele - forhåbentlig til alles tilfredshed.

    

Den kommende uge fortsætter arbejdet i værkstedet mandag aften, og onsdag er det så blevet tid til den årlige Old Timeraften. Normalt starter vi denne aften med et lille foredrag, men desværre har der været afbud og lidt besvær med at finde en erstatning med kort varsel. Derfor har vi besluttet at starte aftenen med en lille film fra vores jubilæums reception, og dermed give alle muligheden for at hører talerne (kun afbrudt af høje nys !). Filmen er ikke så lang, så der skulle i år være god tid til at deltagerne kan få byttet "røverhistorier" inden det bliver alt for mørkt udenfor. Som altid håber vi at se rigtig mange med certifikat fra sidste århundrede - men alle uanset alder er meget velkommen - og afdelingen er vært ved kaffen / det bløde brød. 

Næste lørdag er der Rævejagt - for første gang i dette århundrede fra Guldager plantage. Mødestedet er ved Naturskolen - på adressen: Guldager Stationsvej 105, 6710 Esbjerg V. Og som altid kan første signal fra rævene forvendes kl.14.00. så kom i god tid inden, hvis du skal ha' lidt instruktioner i brugen af udstyret eller et kort over det nye område.   

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor de glade radioamatører mødes.

   

29. april 2012

Nyhederne for uge 17 - Onsdag var der Old Timer aften i afdelingen, og denne gang kunne vi "mønstre" hele 26 radioamatører med et "gulnet certifikat" der er mere end 20 år gammelt. Aftenen startede med en lille film fra vores jubilæumsreception, og så var der et lille indlæg fra Leif, OZ1ZN der var kommet helt fra Kolding, for at hilse på de gamle bekendte fra hans tid i begyndelsen af 70'erne hvor han boede i Ribe og var formand for afdelingen der.

Og så gik snakken mellem alle de gamle venner ellers hen over kaffen og det gode wienerbrød :-).

Lørdag var der Rævejagt i Guldager plantage. Ikke lige frem det store tilløbsstykke i den nye skov - kun 2 jægere havde tid til at deltage, så det var nogle nemme point der 

denne gang kunne hentes. Vinderen blev Bjarne, OZ1CWP og Niels, OZ9NJ blev 2'er. Det var stor tilfredshed med de nye "jagtmarker" og Villy, OZ6KH havde gjort det godt med at gemme rævene.

Eneste fordel ved det lave deltagerantal - der var masser af Anette, OZ1BCC's hjemmebagte kage til alle :-). Næste Rævejagt er torsdag d. 10. maj i Marbæk nord området.

   

Den kommende uge i afdelingen, slutter vi mandag aften officielt sæsonen af i værkstedet. Arbejdet fortsætter dog nok som sædvanligt - for der er jo altid masser af projekter der skal gøres klar til de kommende aktiviteter, men du kan altså ikke være helt sikker på at mandagsteamet er til stede og du kan komme ind. Har du brug for at få lavet noget henover sommeren, kan der træffes aftale med Jan, OZ1INN eller man kan bare møde op om onsdagen.

Onsdag i denne uge er der Almindelig mødeaften på programmet, og ud over de sædvanlige muligheder for adspredelse, går vi nok i gang med at finde grej frem til HamDay. Der er jo kun små 14 dage til - så det er jo ikke spor for tidlig at få læsset alt udstyret over på paller, så vi ikke skal slæbe det hele i hånden. Som tidligere omtalt har vi fra afdelingens side, også i år en masse godt grej vi meget gerne vil af med. Og det er der også andre der vil - antallet af stande stiger fortsat (selvom der er plads til mange flere !) men det tegner til, at der skulle blive rigtig god mulighed for at få brugt børneopsparingen eller kapitalpensionen - vil du selv ha' en stand, er der tilmelding via HamDay hjemmesiden.       

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdelingen - stedet hvor fremtiden starter i morgen. 

   

6. maj 2012

Nyhederne for uge 18 - Denne uge i afdelingen var der travlhed med forberedelserne til årets største arrangement - HamDay 2012 - der blev bl.a. lavet nye skilte, fundet ting og sager frem fra depoterne og en masse godt grej blev gjort klar, til den 10. udgave af HamDay som "løber af stablen" nu den kommende lørdag d. 12. maj fra kl.10.00 på området omkring afdelingen.

Tilmeldingsfristen til loppemarkedet er nu overskredet, og det tegner til igen at blive en god dag, med et rigtigt stort blandet udvalg fra de mange stande - nåede du ikke at tilmelde dig, skal du være velkommen med dit grej alligevel - dog kan der ikke lejes flere borde - de er nemlig udlejet alle sammen.

Vejret er vi ikke herre over (endnu) men vi håber da, at det

bliver mindst lige så godt som på ugens billede fra sidste års store handelsdag i Esbjerg. Klik eventuelt på billedet og se eller gense billederne fra sidste år.

   

Ikke alt tid i den nu forgangne uge gik med forberedelserne - onsdag aften blev der da også tid til lidt andet, som f.eks. at kører et par QSO'er på PSK31, og snakke om nogle af de mange andre kommende aktiviteter. Blandt andet er der kommet brev om vores deltagelse i Europas største messe for radioamatører - Hamradio 2012 - i Friedrichshafen d. 22.-24. juni. Hvor du i år vil kunne møde afdelingens repræsentanter i hal A3 - plads C007-C010 - hvis du skulle komme forbi på de kanter.

   

Så er der i den forgangne uge også kommet en pakke fra QSL-bureauet, og der er store eller mindre bunker til følgende: OZ5ESB, 5Q1A, 5P1EPC, OZ1AYU, OZ1DYI, OZ1FF, OZ1HVR, OZ1LYO, OZ1TDS, OZ2ZJ, OZ3EB, OZ4ABH, OZ4AFQ, OZ5ACC, OZ6KH, OZ9EY, OZ9NJ. Så husk at tage dine kort med hjem ved næste besøg i radiorummet.

  

Den kommende uge i afdelingen bliver ikke mindre hektisk, for udover de sidste forberedelser omkring lørdagens arrangement, er der torsdag aften Rævejagt i Marbæk plantage. Denne gang er løbsområdet Marbæk nord - og første signal fra de godt gemte sendere er kl.18.30. Mødestedet er parkeringspladsen på Marbækhøjvej og nybegyndere er meget velkomne - bare man kommer i god tid inden det første signal, så der er tid til at låne en pejlemodtager og få lidt instruktion.

Men ellers er der er stadig meget der skal ordnes, før sælgere og et købelystent publikum lørdag kan slippes løs mellem de gode sager. Vi har dog efterhånden en vis erfaring med at afvikle dette arrangement, og vi er sikre på at kun meget få vil gå glip af muligheden for en god handel, samtidig med at man kan møde en masse gode venner og bekendte - og få stillet den værste sult med de altid populære HamDay pølser :-)

     

På gensyn alle sammen - til HamDay 2012 - nu på lørdag d. 12. maj i EDR Esbjerg afdeling.

    

13. maj 2012

Nyhederne for uge 19 - Ugen hvor afdelingen for 10. gang kunne byde folk fra nær og fjern velkommen til HamDay og en god handel i Esbjerg. Desværre var vejret ikke helt med os i år, og i sidste øjeblik blev vi enige om at flytte indenfor så alle de gode sager der blev tilbudt de besøgende ikke fløj væk - mange ting krævede godt nok næsten en sækkevogn eller palleløfter, men lad nu det ligge - det er køberne helt sikkert blevet klar over, når de kom hjem med nyanskaffelserne og skulle ha' dem læsset af :-)

Handlen gik godt og der blev slæbt mange gode sager ud til bilerne / trailerne. Desværre var der ikke nogen der mente de havde noget der skulle på auktion, så det blev ikke til noget - om vi helt skal lade denne del udgår ser vi på inden næste år. Køkkenet kunne som sædvanligt   

melde om en rigtig god omsætning og selvom vejret ikke var til de store mængder kolde drikkevarer, var klassikeren - den store HamDay pølse med dyppelse - igen et sikkert hit. For afdelingens vedkomne havde vi valgt at realisere noget af alt det der bare står og fylder op - og det lykkedes - 2 Europaller eller noget der svarer til 2,5 m3 grej kom vi af med, så det må give lidt plads på hylderne til det nye grej der allerede er ankommet :-). Som omtalt gik handlen rigtig godt - måske endda lidt for godt - for efter oprydningen opdager vi at 2 borde (!) er blevet væk. Skulle de være dukket op mellem dit nye grej hører vi gerne nærmere ? - En stor TAK til alle deltagere for endnu en rigtig god dag - og om ikke før, så på gensyn til HamDay 2013 - lørdag d. 4. maj.

  

Udover årets handelsoplevelse i afdelingen, bød denne uges aktiviteter også på muligheden for lidt motion. Torsdag aften var der Rævejagt i Marbæk plantage, og det kunne næsten ikke være timet bedre - regnen stoppede lige inden de første signaler fra rævene. Dagens vinder blev Niels, OZ9NJ med Thomas, OZ1TDS på anden pladsen. Rævene var denne gang udlagt af Børge, OZ2ZJ der havde gjort sig umage, og fundet nogle helt nye steder i den våde skov at gemme de små sendere. Næste rævejagt er torsdag d. 24. maj kl.18.30 i området omkring Bopladsvej.

   

Den kommende uge i afdelingen skal vi så igen ha' ryddet op og sat det hele på plads - lager, depot og værksted er mildt sagt "svær fremkommelig" så der venter en opgave der ikke lige kan klares på en enkelt aften. Onsdag er der mulighed for at prale lidt med de gode handler - der er Almindelig mødeaften.

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor de glade radioamatører mødes. 

   

20. maj 2012

Nyhederne for uge 20 - Ja, efter sidste uges store handelsdag i Esbjerg, skulle man jo tro at der var blevet god plads på gulvet i værkstedet i det mindste. Men som omtalt og som det kan ses på ugens billede er der allerede blevet mere end fyldt godt op igen - og der er ikke plads til ret store armbevægelser, nu da vi er gået i gang med at se på hvilke gode sager der gemmer sig i alle kasserne.

Godt at der ikke længere er så lang tid til, at vi igen pakker bilerne og tager afsted til endnu en stor oplevelse på Hamradio messen i Friedrichshafen - skal du med i år ?

     

Det var lidt om situationen på værkstedet - i mødelokalerne var der i den forgange uge Almindelig mødeaften uden noget fast på programmet - men vi fik da fyldt køleskabet  

helt op så vi er godt forberedt på den kommende hedebølge, og de næste mange aktiviteter i EDR Esbjerg afdeling.

     

Den kommende uge skal vi på onsdag igen ha´ snakket om sommerens udendørs aktiviteter i VHF Fieldday, ILLW Fyrweekenden, og HF Fieldday. Mange ting skal ordnes inden vi kan tage afsted med alt det store grej - og bliver det bare lige så godt som sidste år, er det helt sikkert ikke noget du vil gå glip af. Tænk bare tilbage på de store opstillinger i Tjæreborg eller ved Sædding centeret hvor vi havde nogle rigtig fantastiske dage sammen med radioerne. Vil du være med i år, håber vi at du kan få tid til at deltage i onsdagens møde, hvor vi vil prøve at få styr på det hele - er du forhindret i at deltage i Fieldday møde 2. kan du alternativt give besked om din interesse for deltagelse.

Torsdag d. 24. maj afvikles 4. afdeling i Rævejagt om Afdelingsmesterskabet. Denne gang i Marbæk plantage i område syd, med mødested på parkeringspladsen på Bopladsvej. Første udsendelse fra rævesenderne er som sædvanlig kl. 18.30 - vil du prøve at være med, er nybegyndere som altid meget velkomne - bare du kommer i god tid inden starten, så der er tid til både at låne det nødvendige udstyr, men også få lidt instruktion i kunsten at finde de godt gemte sendere.

          

På gensyn til aktiviteterne i EDR Esbjerg afdeling - til Fieldday forberedelserne eller Rævejagt.

     

27. maj 2012

Nyhederne for uge 21 - Sommervejret fortsætter og det satte sit præg på torsdagens Rævejagt i Marbæk plantage hvor deltagerne i hvert fald fik varmen.

Dagens vinder blev Villy, OZ6KH med Bjarne, OZ1CWP på 2. pladsen. Rævene var denne gang udlagt af Thomas, OZ1TDS der med hjælp fra Rie, havde fundet nogle gode steder at gemme de små sendere. Som det ses på ugens billede krævede det lidt, at genvinde væskebalancen.

Næsten Rævejagt er torsdag d. 7. juni i Guldager plantage.

     

Onsdag var der Fielddaymøde, hvor vi samlede op på forberedelserne forud for årets udendørs radioaktiviteter. Og hvorfor ændre på det der virker - det skulle lige være nogle nye HF antenner. Jan, OZ1INN har nogle rigtig gode

idéer til at opdatere dem vi normalt bruger - men tiden er desværre ikke til, at vi kan nå at bygge dem alle sammen inden. Det vil ellers være rart endeligt at få brugt de flotte kulfiberstænger han har liggende og fylde op i haven til noget fornuftigt. Vi må se hvad det bliver til, når det går løs med først VHF Fieldday fra området i Tjæreborg d. 7. / 8. juli - og vil du være med kan det sagtens nås endnu - bare tag en snak med Bjarne, OZ1CWP eller Jan, OZ1INN.

   

Den kommende uge i afdelingen er der onsdag Almindelig mødeaften - uden noget særlig planlagt på programmet. Men det kan da ikke afvises at der bliver tid til en iskold sodavand eller to, og at nogen fortsætter med klargøring og pakningen af overskudsgrej til vores stand på Hamradio messen i Friedrichshafen - der er jo ikke så lang tid til at handlen igen starter i det sydtyske.     

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor vi næsten er klar til VHF Fieldday.

     

3. juni 2012

Nyhederne for uge 22 - Så kom vi ind i sommermånederne og vejret blev igen lidt koldt, vådt og blæsende. Og specielt vinden oplevede vi i hvert fald i går lørdag da EDR i samarbejde med afdelingen havde inviteret til PR-temadag i Odense. Et møde hvor deltagere fra rigtig mange afdelinger så på vores muligheder for at gøre befolkningen opmærksomme på vores hobby og hverve nye / flere medlemmer. For at vise EDR Esbjerg afdelingens idéer og vores koncept til denne opgave, havde vi taget Promotiontraileren med - som på ugens billede med lidt besvær bliver hevet op på Lillebæltsbroen i meget strid modvind. Nærmere om dette møde vil du kunne finde i en kommende udgave af OZ

I afdelingen denne uge var der ikke de store arrangementer på programmet - men der blev da arbejdet flittigt på værkstedet, og onsdag var der tid til en snak på en ganske almindelig mødeaften.

     

Den kommende uge er der lidt mere "kød" på programmet - når vi onsdag invitere sultne medlemmer til Grillaften i gården ved afdelingen. Vejrudsigten tegner lovende og det skulle være muligt at nyde en af de store pølser uden ketchuppen bliver tynd af regnvand. Vi krydser fingre og håber det holder - ellers har vi jo i fortiden bevist at vi sagtens kan grille under halvtaget. Så det er ikke et spørgsmål om du skal komme eller ej - kun et spørgsmål om du skal tage en frakke med.

På torsdag er der Rævejagt - og mulighed for at du kan få løbet fedtet fra pølserne af igen. Rævejagten er denne gang i Guldager plantage, og som sædvanligt udsendes første signal fra rævene kl.18.30. Mødestedet er ved Naturskolen på Guldager Stationsvej 105, 6710 Esbjerg V og som altid er du meget velkommen til at deltage uanset om du er nybegynder eller rutineret jæger - eneste betingelse er at du møder op i god tid inden første signal, så der er tid til at låne en modtager og få lidt instruktioner.

   

På gensyn ved Grillen i EDR Esbjerg afdeling og "rævene" i Guldager. 

  

10. juni 2012

Nyhederne for uge 23 - Ja, det gode vejr holdt jo ikke så længe i denne omgang, men det fik nu ikke de hårdføre medlemmer til at blive hjemme - slet ikke når der er pølser i afdelingen. Onsdag var der trængsel under halvtaget da vi fyrede op i den store grill, og "brankede en kasse skinkesøm" til glæde for folk med kvalitetssansen i orden.

Bjarne, OZ1CWP agerede pølsemand og det gjorde han godt - for der blev spist helt op. Efter indtagelsen af denne "kolonariske oplevelse" fortrak man til lokalerne for at genvinde varmen, lidt kaffe / cola og en hyggesludder.

       

Torsdag var der Rævejagt med mulighed for at få løbet lidt af fedtet af igen. Denne gang med 9 jægere der måtte gennem både skov og krat for at finde de godt gemte

ræve som Niels, OZ9NJ havde fået spredt godt i den "nye" skov. Vinderen blev Thomas, OZ1TDS med Villy, OZ6KH på anden pladsen. At det er lidt nyt at løbe i Guldager plantage og man endnu ikke er helt stedkendt gik op for flere deltagere, der i hvert fald fik set en meget stor del af alle træer - f.eks. nåede Lars, OZ1HVR at tilbageligge hele 5,8km inden målområdet. Næste Rævejagt og sæsonens sidste er torsdag d. 21. juni i området Marbæk Nord med start fra parkeringspladsen på Marbækhøjvej - ræv er Henning, OZ1LYO.

       

Den kommende uge i afdelingen er der onsdag Almindelig mødeaften uden noget fast på programmet - og dermed muligheden for at benytte vores fantastiske faciliteter, eller bare for en snak med de andre glade medlemmer. Der er også mulighed for at give en hånd med på værkstedet og lagrene, hvor der ikke bare onsdag testes grej og pakkes til vores stand i Friedrichshafen. Afrejse dagen nærmer sig jo hurtigt og vi skulle da gerne ha' alle kasser fyldt helt op med gode sager - så vi om ikke andet kan få lidt plads på hylderne og gulvet igen.

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet med de meget forskellige aktiviteter.

     

17. juni 2012

Nyhederne for uge 24 - Sommerferietiden nærmere sig nu hurtigt og også ferietiden skal bruges til at vise flaget.

Og som du kan læse om på www.edr.dk mangler man radioamatører, til et PR arrangement i forbindelse med en kæmpestor spejderlejr ved Holstebro i uge 30. Måske det var noget du kunne tænke dig at bruge et par dage på ?  

    

Internettet er også et rigtig godt sted at fortælle om vores hobby - og de lokale aktiviteter. Og det er med et stort smil (der næsten kan nå fra øre til øre) at redaktionen "faldt" over en spansk hjemmeside tilhørende EA1URO, som tilsyneladende har været på besøg (med saksen) her på vores hjemmeside. Desværre er spansk ikke en af spidskompetencerne hos redaktøren - men i følge Google

ser det i hvert fald positivt ud - det han skriver om EDR Esbjerg afdelingen, OZ5ESB og vores aktiviter. Men se selv den lille billedserie han har klippet sammen af vores billeder fra Fieldday aktiviteterne sidste år - bare klik på ugens billede.

    

Denne uges aktiviteter i afdelingen var "begrænset" til arbejdet i værksted, og onsdag almindelig mødeaften uden noget planlagt på programmet. Men det så nu ikke ud til at forstyrrer de fremmødte medlemmer og snakken gik lystigt. Den kommende uge er aktiviteterne lidt mere afvekslende - onsdag er sidste Almindelige mødeaften inden vi går over til Sommeråbent, og torsdag er der mulighed for lidt motion i sæsonens sidste Rævejagt i Marbæk plantage. Start / mål området er på parkeringspladsen på Marbækhøjvej, og som altid udsendes første signal kl.18.30. Vil du prøve den ædle jagtkunst er det altså sidste chance inden sommerpausen - bare kom i god tid, så der er tid til at låne noget grej og få en instruktion i hvordan man pejler sig frem til de godt gemte rævesendere. Derudover viser afdelingen i den kommende uge flaget, på Europas største messe for radioamatører - Hamradio i Friedrichshafen. Onsdag kører de heldige mod syd med bilen tungt læsset med grej til vores stand, og et par fantastiske dage med handel og mødet med en masse af vores gode venner og bekendte. Er du selv blandt de udvalgte, der har fået lov til at deltage må du endelig besøge vores stand i hal A3 C007-010 - må du blive hjemme, kan du følge Jan, OZ1INN, og rigtig mange af de andre på turen derned på APRS hjemmesiden.

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling, ved rævesenderne i Marbæk eller i Friedrichshafen :-)

     

(Næste uges nyhedsopdatering må forventes at udkomme lidt forsinket)

   

29. juni 2012

Nyhederne for uge 25 - Og en sidste opdatering omkring aktiviteterne i EDR Esbjerg afdeling i denne sæson.

Onsdag var der Almindelig mødeaften uden noget særligt på programmet - men de fremmødte deltagere havde garanteret en hyggelig aften.

Torsdag var der sidste mulighed for lidt motion med en lille frisk Rævejagt i Marbæk plantage, inden denne aktivitet holder lidt tiltrængt ferie. I alt 7 jægere deltog i jagten på senderne der denne gang var udlagt (og gemt) af Henning, OZ1LYO. Vinderen blev Bjarne, OZ1CWP med Thomas, OZ1TDS på anden pladsen - se resultatet af alle jagter her i foråret ved at klikke her.

  

En anden aktivitet i den forgangne uge, var på flere måder

også årets største - nemlig afdelingens stand på Hamradio messen i Friedrichshafen. Igen i år (og for 7. gang i træk) havde vi i god tid sikret os en plads lige indenfor porten i den store hal A3. Og i løbet af natten og de tidlige morgentimer til torsdag fragtede Jan, OZ1INN vel omkring et ton af vores overskudsudstyr ned til de ventende "kunder" der ligefrem stod i kø, for at se på de gode sager vi havde valgt at tage med i år. Og ja, der var ikke engang læsset helt af før de første ting allerede havde fundet nye ejere :-)

Handlen gik rigtig i gang fredag kl. 09.00, hvor messen officielt åbnede for de mange tusinde tilrejsende radioamatører og teknik interesserede fra hele verden - som altid en stor oplevelse når de mange mennesker vælter ind - klar til en god handel, eller bare for at møde gode venner og bekendte. Og gode venner og bekendte har afdelingen rigtig mange af og bl.a. Peter, Preben, Verner og Hajo var meget hjælpsomme med at give en hånd med når der var brug for det. Vejret var også godt, med mellem 26-30 graders varme i hallerne og høj sol udenfor - ja, man skulle godt nok rigtig lede efter lysten til at kører hjem igen til det kolde og våde nord, men lørdag aften og efter 3 dage på vores stand blev resterne pakket sammen.

Som tidligere konstateret er Hamradio messen i Friedrichshafen en stor oplevelse - og selv om det er langt væk, bør du kraftigt overveje om ikke du skulle med næste år. En ting er i hvert fald sikker - du vil også kunne møde EDR Esbjerg afdeling blandt deltagerne i 2013.

 

Denne opdatering er desværre blevet lidt mere forsinket end beregnet (beklager), og vi er nu kommet godt ind i sommerferietiden hvor programmet i afdelingen er lidt "skrabet" i forhold til normalt. Men som altid er der Sommeråbent i afdelingen hver onsdag fra kl. 19.30 til 22.00 for turister, gæster og medlemmer - kik ind, der er kaffe på kanden og kolde læskedrikke i køleskabet :-)

Og helt uden aktiviteter er sommeren nu ikke - i weekenden d. 7./ 8. juli deltager vi i EDR's VHF Fieldday. Igen i år stiller vi vores udstyr op på engen i Tjæreborg, og har du mulighed for det kan et besøg hos de aktive medlemmer varmt anbefales.

  

Rigtig god sommer til alle - og på gensyn i EDR Esbjerg afdeling.

  

(Nyhedsopdateringen holder nu også ferie - så med mindre der sker noget vigtigt er vi først til igen i uge 32.)

    

12. august 2012

Nyhederne for sommeren og uge 32 - Så er vi endelig ved at være klar, til at sætte fuld fart på 2. halvårs aktiviteter i EDR Esbjerg afdeling - vi håber du er godt udhvilet og frisk til de mange kommende arrangementer.

 

Et lille tilbageblik på den lidt våde sommer, fortæller om et sædvanligt pænt fremmøde af glade medlemmer og gæster til vores "Sommeråbent" hver onsdag aften - ja, selv om mandagen er der sket meget selvom der egentlig er lukket, men vores lagere er stadig tæt på helt fyldte med grej der fylder alle vegne, og der skal jo gerne være plads til at vi f.eks. kan få Fieldday grejet frem. Og sommerens største arrangement var netop afdelingens deltagelse i 

EDR's VHF Fieldday i begyndelsen af juli måned, her var vi meget heldige med fantastisk godt vejr og stor opmærksomhed omkring vores station - som vi i år havde opstillet lige overfor kæmpe møllerne i Tjæreborg og lige op til hovedvejen mellem Ribe og Esbjerg. Det gav mange fornøjelige oplevelser f.eks. lige omkring solnedgang hvor et par unge mænd virkelig skulle se hvad deres motorcykler kunne klare - lige indtil de nåede hen til vores imponerende station, så blev bremsen trukket og de fik den helt store rundvisning :-) Der var også besøg af turister på vej på ferie, og et utal biler dyttede eller ligefrem morsede til os mens de susede forbi. Et rigtig godt sted, hvor de eneste negative ting var de meget ringe forhold på båndene, og ejeren af jorden der viste sig at være mildt sagt lidt emsig og ualmindelig lidt samarbejdsvillig. Resultatet af anstrengelserne forligger allerede - og kan ses her. Lidt skuffende blev det kun til en samlet 5. plads, men dog en 3. plads på både 50 og 144MHz som var de eneste bånd hvor vi deltog, så helt ringe er det vel ikke når man ser på hvem der løb med placeringerne foran. Men i hvert fald trods alt endnu en hyggelig weekend, hvor alt udstyret kom med hjem i god behold.

Også på andre områder har der i ferien været aktivitet, således deltog afdelingens PR-trailer i den store spejderlejr i Holstebro med over 35.000 interesserede deltagere. Et meget vellykket PR fremstød for vores hobby hvor der var mulighed for at prøve både at bygge en antenne, et lille byggesæt eller deltage i jagten på kontakt med spændende stationer fra hele verden. En uge hvor EDR's repræsentanter, JOTA/JOTI udvalget og de mange radioamatører fra hele landet der bemandede og hjalp til med denne aktivitet, var meget positivt overraskede over den store interesse der oven i købet også betød 12 nye radioamatører der fuldførte både et D-certifikat kursus og radioprøven på lejren. Altså en rigtig succes oplevelser hvor der også blev samlet erfaringer for det fortsatte arbejde med at motivere nye radioamatører.

   

Nu starter vi så på efterårets mange aktiviteter og allerede i den kommende uge er der meget på programmet i EDR Esbjerg afdeling. Onsdag ser vi på detaljerne omkring ILLW og HF Fieldday hvor vi skal ha' helt styr på hvem der vil være med, og alt det praktiske omkring disse arrangementer. Torsdag aften er der Rævejagt i Marbæk plantage - her mødes vi ved parkeringspladsen på Bopladsvej. Som altid er alle meget velkomne til at deltage i jagten på de skjulte sendere - bare man kommer i god tid inden kl. 18.30 således at der er tid til at få lidt instruktion eller måske låne noget grej, inden det første signal fra rævene forventes,

I weekenden går det så løs med vores deltagelse i årets International Lighthouse Lightship Weekend (ILLW) fra parkeringspladsen nord for Sædding centeret og lige ved fyrtårnet ARLHS no. DEN 115. Et arrangement hvor vi også i år håber mange interesserede kikker forbi vores trailer, og vi har mulighed for at præsentere vores hobby på fornemstevis. Den opmærksomme læser af lokalpressen har jo nok set at vores aktivitet er rigt omtalt som en del af Esbjerg festuge - så må vi håbe at det også i år lykkedes alle at kører forbi vores trailer og en af de store master, uden at lave ulykker. Vil du se hvad der sker, er vi på plads fra lørdag formiddag til søndag sidst på eftermiddagen - vil du ha' en QSO med os, kan du finde os på 3,7 eller 14MHz.

    

På gensyn til alle aktiviteterne i EDR Esbjerg afdeling - i afdelingen, i Marbæk plantage eller ved Sædding centeret i den kommende uge.

    

19. august 2012

Nyhederne for uge 33 - En travl uge hvor vi onsdag startede den nye sæson med et lille forberedelsesmøde omkring afdelingens deltagelse i ILLW og HF Fieldday.

Og der kom da styr på et par uafklarede detaljer, men det er jo heller ikke første gang vi deltager i disse aktiviteter så det meste kan jo efterhånden klares på rutinen.

   

Torsdag var der mulighed for igen at komme lidt i form - der var Rævejagt i Marbæk plantage. Og vinderen af aftenens anstrengelser blev Villy, OZ6KH med Bjarne, OZ1CWP på 2. pladsen. I alt 6 jægere deltog i jagten på senderne der denne gang var godt gemt af Børge, OZ2ZJ.

Næste Rævejagt er torsdag d. 30. august i Guldager.

     

Så nåede vi frem til fredag - her var der helt indtil det blev for mørkt, travlhed med at få kørt alt vores grej frem til græsplænen lige nord for Sædding centeret og Sædden Strand Mellem Fyr - ARLHS no. DEN 115. Og her har vi så været aktive på kortbølge lige siden lørdag formiddag - med masser af kontakter til hele verden på 14 og 3,7MHz. Desværre har der i år endnu ikke været så mange besøgende forbi vores station, men det rigtig gode vejr har vist trukket folk til stranden eller de andre store arrangementer på havnen og i centrum. Vi håber det bliver lidt bedre i dag søndag, hvor vi fortsætter vores aktivitet frem til omkring kl.16.00 - med frisk solcreme på de glade ansigter. Mere info i næste uge omkring vores deltagelse i dette års ILLW.  

      

Den kommende uge i afdelingen er programmet lidt mere beskedent, og vi nøjes med at mødes til Almindelig mødeaften på onsdag. Men glæd dig til onsdag d. 12. september hvor  vi har arrangeret et besøg hos Stormlunds Samling i Hornstrup ved Vejle. Her vil der bl.a. være mulighed for at se en masse fine gamle mekaniske telegrafapparater, dampmaskiner og et kæmpe kinoorgel - et sted vi varmt har fået anbefalet af alle vi har spurgt, der mener at vi nok kan bruge et par dage på at se det hele. Det er dog ikke lige planen, men vi arrangere fælleskørsel fra afdelingen kl. 18.00 og forventer at være hjemme igen omkring kl.23.00. Så må man deles om transportudgiften - entréen betales af afdelingen.

Vi du med er der tilmelding via info@oz5esb.dk senest onsdag d. 5.september (gerne med besked om du kan ligge bil til) - så ser vi på hvor mange biler der skal afsted mod Hornstrup. 

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - eller ved Sædding centeret i dag søndag.

   

26. august 2012

Nyhederne for uge 34 - Vi starter med et lille tilbageblik på sidste uges radioaktiviteter fra fyrtårnet i Sædding. Vejret var jo helt fantastisk med temperaturer omkring de 25-30 grader - og ja, vi må jo nok konstatere at det er svært at lokke folk til at besøge et indkøbscenter (og vores station) når det er rigtig strandvejr. I hvert fald var der ikke nær så mange besøgende som sidste år, og det var jo lidt ærgerligt, men så må vi jo bare glæde os over at vi havde mere held med at "køre" radio, hvor en masse stationer kaldte også i år, og der var mere end nok at lave hele tiden. Vi fik igen "vist flaget" på allerfineste vis og havde trods alt en rigtig god weekend - om vi så skal deltage fra Sædding igen næste år, eller finde et andet sted må vi tage op til overvejelse. Tak til alle deltagere, hjælpere og

besøgende. I denne uge har vi så slappet lidt af - med kun Almindelig mødeaften onsdag, og det var vist også meget passende, når man ser på programmet for den kommende uge.

   

Onsdag er der Grejpakke aften forud for næste weekends HF Fieldday. Vi skal bl.a. ha' "gravet" os frem til alt vores udstyr, der skal ud og luftes på marken i Tjæreborg så vi ikke skal til at lege flyttemænd på fredag, når det hele skal pakkes på bilerne. Vi skal også ha' helt styr på hvem der henter hvad og hvornår - og der er nok at lave til alle der vil være med. Torsdag er der Rævejagt i Guldager plantage - vi mødes ved Naturskolen og første udsendelse fra rævene er som sædvanlig kl. 18.30. Vil du prøve og deltage i jagten på de godt gemte sendere, er du meget velkommen til at være med, bare du kommer i god tid inden starten (altså omkring kl.18.00) så der er tid til at lære dig lidt om hvordan man gør - jagtgrejet man skal bruge, kan du låne ude på pladsen.

Fredag aften går det så løs med vores deltagelse i årets EDR HF Fieldday for afdelingsstationer. Vi skal ha' flyttet en masse grej ud på marken bl.a. 3 TrailerTowere, 4 store Alpha PA-trin, en 30kW generator, mange hundrede meter kabel, vores Promotiontrailer og flere campingvogne, de fineste stationer og de store antenner - jo, det er noget af en opgave, bare at få grejet bragt ud.

Lørdag stiller vi det sidste op, så vi forhåbentlig er klar i god tid inden kl.15.00 hvor konkurrencen med de andre starter. Og søndag kl.15.00 er det slut, og så skal vi bare ha' pakket det hele ned igen og fragtet tilbage på plads i afdelingen, eller hjem til deltagerne - man er allerede helt træt ved tanken om det store arbejde der venter :-) for de seriøse deltagere er det dog også en oplevelse man absolut ikke vil gå glip af. Vil du være med, eller bare se hvad der sker er du meget velkommen - på marken i Tjæreborg - og kører du mod Ribe på motortrafikvejen, er du ikke i tvivl om hvor vi er.

  

Endnu en lille reklame for vores udflugt til Stormlundssamling i Hornstrup - vil du med, er der tilmelding senest onsdag d. 5. september til info@oz5esb.dk.

  

På gensyn i EDR Esbjerg afdelingen, i Guldager eller på marken i Tjæreborg.

  

4. september 2012

Nyhederne for uge 35 - Så blev der tilføjet endnu et afsnit i historien om afdelingens deltagelse i HF Fieldday.

I den forgangne uge handlede næsten alle aktiviteter om at gøre alt klar til dette store arrangement, hvor vi igen fik lejlighed til at lege med det helt store udstyr, og vise de mange tusinde forbipasserende på motortrafikvejen ved Tjæreborg, at når det gælder vores hobby er ordet "amatører" måske ikke det mest velvalgte.

De store master, vores PR-trailer og aktiviteten på marken var i hvert fald noget der også i år kunne få folk til at dreje hovedet - stoppe op for at tage billeder, eller bevæge sig ind og se hvad der skete med egne øjne.

Desværre skete der ikke helt så meget på båndene som vi havde håbet, forholdene var mildt talt elendige, og det er

vist mange år siden vi har præsteret så ringe et resultat efter 24 timer ved radioerne. Vejret var heller ikke på vores side i år - men vi havde nu trods alt en rigtig hyggelig weekend, hvor ikke mindst det nye tiltag med helt frisk grillmad gjorde stor lykke. Hvem havde troet at alt det mad kunne forsvinde - nå, men når man spiser op plejer det jo at betyde godt vejr, og det håber vi så på til næste år.

   

Ugen bød dog også på muligheden for lidt motion med Rævejagt i Guldager plantage torsdag aften. Her blev vinderen Bjarne, OZ1CWP med Thomas, OZ1TDS på anden pladsen - ræv denne gang var Villy, OZ6KH der igen havde fundet nogle gode gemmesteder. Næste Rævejagt er årets sidste aftenjagt - torsdag d. 13. september kl. 18.30 i området omkring Marbækhøjvej i Marbæk plantage.

    

Denne uge i afdelingen er der oprydning på programmet - vi skal jo gerne ha´ alt udstyret gjort pænt i stand, og sat på plads så det er klar til næste gang vi "drager i felten". Men ellers er der onsdag Almindelig mødeaften, med mulighed for at få sig tilmeldt til næste onsdags udflugt til Stormlundsamling i Hornstrup ved Vejle - du skal vel med ??

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet med de nyvaskede FD pløkker.

    

7. september 2012

Det er med stor beklagelse, at redaktionen i dag har modtaget meddelelse om, at afdelingens mangeårige  medlem OZ1BHM, Otto Nielsen, lørdag d. 1. september 2012  efter kort tids sygdom desværre er gået bort.

Otto blev begravet i onsdags, han blev 81 år.  

     

Æret være Ottos minde - en nærmere nekrolog følger i OZ.

         

9. september 2012

Nyhederne for uge 36 - Tid til oprydning og rengøring efter årets udendørs radioaktiviteter. Og allerede mandag aften fik man orden på vores tovværk, pløkker og alt grejet til vores transportable master - onsdag fortsatte arbejdet med at få radiorummet til igen at være operationsklar.

Men dette arbejde er temmelig omfattende, da vi skal ha' "møbleret" lidt om på det hele så det alt sammen kan være der. Og dette arbejde er altså stadig i fuld gang - træet til de nye hylder er indkøbt og vil blive savet op og gjort klar i den kommende tid. Så man må altså ha' lidt tålmodighed inden det igen er muligt at "kører lidt seriøs radio" fra afdelingen med alle radioer :-).

   

Onsdag var der også Almindelig mødeaften på programmet med mulighed for en snak om den sidste tids

aktiviteter og arrangementer - og ikke mindst de kommende, bl.a. var der sidste tilmeldingsfrist til vores udflugt nu den kommende onsdag, til Stormlundsamling i Hornstrup ved Vejle. Et efter sigende sandt mekka for elektronik og mekanik interesserede, med bl.a. en stor samling af gamle telegrafiapparater, dampmaskiner og et kæmpe kinoorgel. Det skal nok blive en oplevelse for deltagerne - fik du ikke tilmeldt dig i tide, kan det måske nås endnu hvis du kontakter Bjarne, OZ1CWP der styrer hvem der kører med hvem. Udflugten til Hornstrup onsdag aften betyder så også at afdelingen er lukket for besøg denne aften.  

I den kommende uge er der også mulighed for at sig rørt / få lidt motion. Der er torsdag aften Rævejagt i Marbæk plantage - denne gang i område Nord, med start og mål på parkeringspladsen på Marbækhøjvej. Første udsendelse fra de gemte sendere er kl.18.30, og jagten er som altid åben for alle der måtte ønske at deltage - bare man kommer i god tid inden start, så der er tid til lidt instruktion og måske lån af det nødvendige grej. Som de faste deltagere i denne aktivitet allerede har fået mail om, er der på grund af andre aktiviteter i afdelingen / landsforeningen sket lidt ændringer med hensyn til starttidspunktet for de næste jagter - check løbskalenderen, så du ikke kører forgæves. 

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - centrum for de bedste aktiviteter.

   

16. september 2012

Nyhederne for uge 37 - Hvert år de sidste mange år, er der blevet tradition for en lille udflugt til et eller andet spændende / interessant sted i Sydjylland . Og i år gik turen til Stormlundssamling i Hornstrup ved Vejle, hvor de 12 deltagere fra afdelingen fik en stor oplevelse. Samlingens hovedattraktion er et gammelt kinoorgel fra 1927 - et sandt mekanisk mesterværk som dengang blev bygget til at spille underlægningsmusik til datidens stumfilm - og med en rigtig dygtig musiker ved tangenterne som Anton Stormlund, er det altså en stor fornøjelse at hører det spille. Anton har også en stor samling af gamle flotte og antikke messing telegrafapparater - og ja, det kunne nok imponere deltagerne. Endelig sluttede vi aftenen af med en demonstration og lidt god musik fra de gamle Hammond  

orgler som også findes i mange udgaver i samlingen. Tak til Anton Stormlund for en meget interessant fremvisning - et sted vi varmt kan anbefale andre at besøge.

    

Torsdag aften fortsatte ugens aktiviteter med en lille rask Rævejagt i Marbæk plantage - årets sidste aftenjagt. I det fine efterårsvejr sikrede Thomas, OZ1TDS sig første pladsen, med Lars, OZ1HVR på anden pladsen. Rævene var denne gang udlagt af Benny, OZ5MT i fællesskab med René, OZ2AKM der også denne gang havde fundet nogle rigtig gode gemmesteder til de 4 ræve.

Også i den kommende uge er der Rævejagt - og det er er allerede lørdag formiddag med første udsendelse fra rævene kl.10.00, og løbsområdet er denne gang i syd området i Marbæk plantage - start / målområde er på parkeringspladsen på Bopladsvej. Som altid er man meget velkommen til at komme ud og prøve hvad det er - bare man kommer i god tid inden start. 

      

Grunden til den tidlige start på lørdagens Rævejagt, er at der samme dag er EDR Kredsmøde i Esbjerg afdeling forud for Repræsentantskabsmødet i landsforeningen d. 6. oktober. På Kredsmødet er der mange vigtige ting vi skal ha' drøftet og hørt medlemmernes menig om bl.a. landsforeningens struktur og hvordan vi fremover skal fører foreningen videre, kontingentet til landsforeningen, medlemshvervning, og ikke mindst fremtiden for vores medlemsblad OZ. Derudover ser vi på de forslag der er indkommet til Repræsentantskabsmødet, og fortæller kredsens RM medlemmer hvordan vi synes man skal stemme. Det lyder måske ikke særlig spændende, men det er nødvendigt at nogen tager et ansvar for disse ting, og man vil rigtig gerne også hører din mening !!

For interesserede er afdelingen vært ved en lille let frokost inden selve mødet og vi "griber fat i kniv og gaffel" kl.12.00, så vi forhåbentlig har stillet den værste sult inden Kredsmødet der starter kl.13.00 - eneste betingelse for at deltage i frokosten er, at vi senest på onsdag har modtaget din tilmelding, til Kredsmødet er tilmelding ikke nødvendig, men vi vil da gerne vide hvis du kommer.

    

Så altså vil du være med til at tage et ansvar for vores landsforening, er det på lørdag d. 22. september 2012 kl.13.00 i EDR Esbjerg afdelingen, Darumvej 110, 6700 Esbjerg.

 Tilmelding til frokosten kl. 12.00 kan ske med en E-mail til info@oz5esb.dk eller i afdelingen - senest på onsdag d. 19. september.

     

Det var en hel masse om den kommende lørdags aktiviteter, men i den kommende uge sker der selvfølgelig også noget onsdag - der er Almindelig mødeaften, godt nok uden noget fast på programmet, men arbejdet med at "stable" alle radioerne på plads igen fortsætter nok, så vi kan blive klar til den kommende sæson for indendørs radioaktiviteter. Og så er der jo som altid god mulighed for at få en seriøs snak / råd / vejledning om alt mellem himmel og jord fra de andre medlemmer.

     

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor Radioamatørerne mødes.

    

23. september 2012

Nyhederne for uge 38 - Onsdag blev der så småt taget hul på vinterens aktiviteter, med hygge indendørs og en lille uformel snak over kaffen / colaen, mens der i radiorummet blev bøvlet med radioer / stik og tilslutninger. Og det skrider da fremad med at få det hele til at virke igen, så vi kan være klar til sæsonens første HF contest fra afdelingen - SAC SSB d. 13./14. oktober. 

Lørdag var der travlhed - de morgenfriske startede med Rævejagt i Marbæk plantage allerede kl.10.00. Og her var Villy, OZ6KH mest frisk, han løb i hvert fald med 1. pladsen i dagens konkurrence. På 2. pladsen kom Lars, OZ1HVR i mål - i alt 9 deltagere inkl. ræven deltog i denne jagt, og også denne gang var der deltagelse af en feriegæst -  OZ8AP/HB9AJP, Christoph der dog lige skal vende sig til

måden vi gør det på her i Danmark. Næste Rævejagt er søndag d. 7. oktober i Guldager plantage - med start kl.14.00 så B-menneskerne igen har en chance for at være med i kampen :-)

    

For ræve jægerne var det med at få svenden tørret af panden og så hurtigt i afdelingen - kl.12.00 startede frokosten inden efterårets Kredsmøde i landsforeningen EDR kunne tage sin begyndelse. Udover de lokale deltagere i dette arrangement var der også deltagere fra Skive, Herning og Struer afdeling og også vores Landsformand Martin, OZ3MC var mødt op for at fortælle om foreningens økonomi, forslagene til det kommende Repræsentantskabsmøde og foreningens tilstand generelt. Og vi står overfor store ændringer ikke mindst omkring medlemsbladet (vores flagskib - OZ) - her er alene portoudgifterne nu ved at være så høje at det er uacceptabelt og vi skal ha' fundet en måde dels at få de aktuelle nyheder, men også de tekniske artikler ud til medlemmerne, uden at en meget stor del af vores kontingent kroner skal overføres til Post Danmark. Man skal også (endnu engang) ha' fundet en brugbar og langsigtet løsning på landsforenings struktur - tiden med kredsinddeling har for længst overlevet sig selv, og indstillingen fra Kreds 7. er at det fremover skal være delegerede fra lokalafdelingerne der deltager i Repræsentantskabsmødet og vælger både Landsformand og Hovedbestyrelse - præcis som man kender det fra stort set alle andre landsforeninger.

Der var altså mere end nok at tale om, men der var en meget positiv stemning og tro på fremtiden, og at det hele nok skal løse sig til glæde og gavn for vores hobby. 

 

I den kommende uge i EDR Esbjerg afdeling er der onsdag Evalueringsmøde omkring årets deltagelse i VHF Fieldday, ILLW og HF Fieldday. Vi var lidt uheldige med ejeren af marken hvor vi afholdt VHF Fieldday og skal ha' fundet et nyt sted til næste år, til ILLW arrangementet svigtede antallet af besøgende i forhold til tidligere - de var alle samlet til aktiviteterne på havnen - skal vi flytte derned ?

I årets HF Fieldday svigtede forholdene næsten helt - lidt deprimerende når vi kunne hører vores konkurrenter "kører derudaf" - endnu større antenner er måske løsningen, men også lidt flere rutinerede operatører er vejen frem - hvad gør vi ? Kom i afdelingen på onsdag og fortæl om dine synspunkter.

På fredag mødes bestyrelsen, her er der mange ting vi skal ha' set på bl.a. har du måske set i dagspressen, at kommunen desværre har varslet at vi fremover skal betale en eller anden form for husleje - om vi allerede kan finde ud af hvad det betyder for os må vi ha' undersøgt. Fin planlægningen af alle vinterens aktiviteter skal selvfølgelig også afklares, så der er nok at set til. Har du et eller andet du mener bestyrelsen skal se på, må du give besked eventuelt på onsdag eller via E-mail.

Lørdag er det blev tid til at gøre vores lokaler rene og klar til vinterens aktiviteter. Efterårsrengøringen starter kl.10.00, og som sædvanlig er afdelingen vært ved frokosten for de friske deltagere der er klar til at betjene støvsugeren og vaskekluden, og igen få vores lokaler til at fremtræde pæne. rene og opryddet.  

     

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor også sæbebørsten svinges engang imellem.

   

30. september 2012

Nyhederne for uge 39 - Endnu en travl uge i afdelingen - mandag aften var der hektisk aktivitet på værkstedet, for vintersæsonen nærmere sig hurtigt og fra den kommende uge, har vi igen officielt åbent hver mandag. Og så var det måske rimeligt hvis der var skabt så meget plads at folk også kan komme helt ind på værkstedet, hvis man skal ha' lavet et eller andet mekanisk arbejde.

Onsdag blev der snakket om alt muligt forud for næste uges Repræsentantskabsmøde i landsforeningen, og der blev også (ud på aftenen) tid til en snak om vores deltagelse i årets udendørs radioaktiviteter - hvad vi skal satse på til næste år, hvad vi skal ha' forbedret og investeret tid og penge i, samt hvor vi kan opstille vores udstyr mest hensigtsmæssig for maksimal reklame for 

vores forening og hobby. Så der er nok at snakke om og tænke over her hen over vinteren - og inden vi for alvor gør klar til alle aktiviteterne i 2013.

     

Fredag var der bestyrelsesmøde - og her kom der endnu flere gode idéer til de udendørs aktiviteter bl.a. hvordan vi måske kan tiltrække flere erfarne operatører til at betjene alt vores fine grej :-)

Der blev også kikket på programmet for den kommende tid og med en enkelt undtagelse, er der nu helt styr på aktiviteterne frem til juleferien. Vores forsikringer var også et stort emne på dette møde og det er ikke altså ikke gratis at være den bedst udrustede afdeling - over 11.000,- kr. om året koster det, så man blev enige om at se på tilbud fra andre selskaber. Der blev også set på vores internet i afdelingen - her har en henvendelse til vores udbyder betydet at vi nu har en 10/1Mb/s forbindelse billigere end den langsomme vi har haft de sidste par år. Der var ikke noget nyt omkring udsigten til at vi skal til at betale husleje, men vi var blevet opfordret til at komme med forslag til hvordan der i stedet kan spares penge på driften af bygningerne - og et par forslag fra vores side vil blive givet videre til brugerbestyrelsen for fritidscenteret.   

      

Lørdag var der afsat tid til Efterårsrengøringen - og ja, det var jo ikke ligefrem et tilløbsstykke som ugens billede indikere. Men det lykkedes dog at få det værste støv og skidt tørret af hylderne, og radiorummets nye indretning kom næsten helt på plads. Lidt hjælp ovenfra kom til vinduerne udvendig - så må vi klare den indvendige side næste gang. En stor TAK til deltagerne for indsatsen.

     

I den kommende uge sker der også meget - som omtalt stater aktiviteterne officielt igen i værkstedet mandag aften. Onsdag er der Medlemsmøde med en opdatering af de mange ting der rør sig i og omkring vores forening. Og vi skal også ha´ en snak om et nyt afdelingsbygge projekt - hvad synes du vi skal bygge den kommende vinter ? - kom og deltag i debatten. Lørdag deltager afdelingens 3 folkevalgte i årets RM møde i Odense, og da et par af dem også er ivrige rævejægere er næste weekends Rævejagt flyttet til søndag eftermiddag - med første udsendelse fra rævene kl.14.00. Jagtområdet er denne gang i Guldager plantage - med start fra Naturskolen på Guldager Stationsvej 105, 6710 Esbjerg V. Som altid er folk der vil prøve at være med meget velkomne, eneste betingelse er at man kommer i god tid inden starten, så der er tid til lidt instruktion og eventuelt lån af grej.

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor i hvert fald radiorummet er helt rent og klar til vinteren..

      

7. oktober 2012

Nyhederne for uge 40 - Vi starter denne uge med resultatet af EDR's HF Fieldday 2012 for afdelingsstationer.

Og samlet blev det til en 4. plads ud af de 10 deltagende stationer i klasse A. for EDR Esbjerg afdeling - 5Q1A.

Trods alt ikke så ringe endda, når man tænker på de problemer vi havde med støj og ualmindelig dårlige forhold på frekvenserne som vi var plaget af i år.

Resultatet for alle stationer (og de enkelte båndresultater) kan man se på Danish DX Groups hjemmeside.

    

I afdelingen startede denne uges aktiviteter i værkstedet mandag aften, hvor den nye sæson blev "skudt i gang" med div. reparationer og et kik på en gammel godt brugt yagi antenne der bestemt kunne være lavet bedre :-).  

Onsdag var der Medlemsmøde med en gennemgang af alle de mange forskellige aktiviteter der har beskæftiget medlemmerne siden Generalforsamlingen. Vi har bl.a. fejret vores 75-års jubilæum, haft foredrag, deltaget i både VHF og HF Fieldday, vi har afholdt HamDay, rævejagter og deltaget i messer foruden de sædvanlige aktiviteter i og omkring vores faciliteter på Fritidscenteret.

Og selvom der til enkelte arrangementer kunne ha' været lidt bedre tilslutning, kan vi bestemt ikke klage over noget. Vi kikkede lidt på hvad fremtiden bringer bl.a. filmaften, foredrag, VinterAuktion og ikke mindst juleafslutningen - der nærmere sig foruroligende hurtigt. Der var også en længere debat om nogle af de emner, der blev behandlet på landsforeningens RM møde i går i Odense, og afdelingens repræsentanter (i dette forum) fik opbakning til deres indstilling i de forskellige sager. Der var også en lille snak om idéer til et vinterbyggeprojekt - her er der sikkert inspiration at hente

d. 14. november når Jan, OZ5JAN kommer og viser eksempler på hvad han har bygget. Der blev også fundet en række friske deltagere, til endeligt at få vores APRS station monteret på en ny permanent lokalitet - den har alt for længe ligget og samlet støv hos Lasse, OZ1LN. En positiv aften hvor vi fik snakket om hvad der rør sig i afdelingen - og vi fik styr på ønskerne for fremtiden.

        

Lørdag var der som omtalt  Repræsentantskabsmøde i landsforeningen EDR i Odense og det blev lidt et maratonmøde med en masse punkter til debat og afstemning - et nærmere referat følger senere på landsforeningens hjemmeside (www.edr.dk). På mødet blev Jan, OZ1INN tildelt EDR's vandrepokal, som anerkendelse af arbejdet med at få virkeliggjort projektet med EDR Esbjerg afdelingens Promotiontrailer. Jan takker mange gange for opmærksomheden, og ser bl.a. frem til at videreføre nogle af de mange idéer i fremtidens arbejde, med at fortælle omverden om de mange fantastiske muligheder der er med Amatørradio som hobby. Jan, OZ1INN er fra i dag indtrådt i EDR's Hovedbestyrelse som repræsentant for kreds 7.

     

Ugen er ikke helt slut endnu og er du lidt hurtig, kan du måske nå at deltage i søndagens Rævejagt i Guldager plantage. Start og målområdet er ved Naturskolen og første udsendelse fra rævesenderne er kl.14.00. Vil du være med og prøve hvad det går ud på, er det bare med at møde op på Guldager Stationsvej 105, 6710 Esbjerg V. omkring kl. 13.30.

     

Den kommende uge i EDR Esbjerg afdeling er der Mandagsåbent i værkstedet, og onsdag er der Almindelig mødeaften uden noget fast på programmet. Næste weekend er der SAC SSB contest og vi må se om der ikke kan samles et hold til at "lufte" afdelings kaldesignal i denne store konkurrence hvor alle kæmper for en kontakt med de skandinaviske stationer - nærmere om dette arrangement aftales på onsdag i afdelingen. Så er det også ved at tid til få sig tilmeldt til afdelingens udflugt til INTERRADIO messen i Hannover lørdag d. 27. oktober. Vores standplads dernede er bekræftet og de første biler med deltagere er allerede fyldt - så vil du med er det bare med at få sig tilmeldt.

 

På gensyn ved rævesenderen eller i EDR Esbjerg afdeling.

   

14. oktober 2012

Nyhederne for uge 41 - Mandag fortsatte aktiviteterne i værkstedet, og her ved sæsonstart er der allerede så mange gode projekter vi skal i gang med, at man bliver helt svedt ved tanken om alt det arbejde der venter :-)

Onsdag var der Almindelig mødeaften uden noget planlagt men vi fik da arbejdet lidt med den nye radio som skal bruges til bl.a. PSK - uden det dog helt lykkedes at få "hul igennem" - det kikker vi nærmere på ved førstkommende lejlighed. Her i weekenden er vi fra afdelingen med i SAC SSB contesten - en lille hurtig contest på bare 24 timer. og det er måske godt nok, forholdende på kortbølge er igen  ikke særlig gode, selvom der dog loves en bedring til i dag søndag. På ugens billede ses Svend, OZ1DYI i fuld gang med opkaldene på 20m båndet - hvor der er lidt langt

imellem et svar. Men så kan man jo udnytte tiden på at lærer de mange nye knapper på vores YAESU FT DX 9000MP at kende - og finde ud af hvad de kan :-).

    

Den kommende uge fortsætter vi aktiviteten i værkstedet mandag aften fra kl.19.00, og onsdag er der Filmaften på programmet. Denne gang skal vi se en rigtig god film fra DX-speditionen til Kiritimati (Christmas Island) hvor man med kaldesignalet T32C i oktober 2011, virkelig fik skabt aktivitet på alle frekvensbånd. En kæmpe operation med masser af grej / udstyr og  38 friske deltagere fra 11 nationer der var klar ved mikrofonen / morsenøglen / computeren i 24 dage, for at give så mange som muligt et nyt DXCC land til deres samling. En film der blandt kendere regnes som en af de allerbedste fra en DX-spedition - endnu en god grund til at komme i afdelingen nu på onsdag.

Ugens aktiviter slutter lørdag eftermiddag med Rævejagt i Marbæk plantage. Denne gang i området omkring Marbækhøjvej (Marbæk nord) og med start / mål på parkeringspladsen. Vi håber skovbunden når at tørre lidt inden da, og det ikke igen bliver nødvendigt at jage iført de helt store "røjsere". Vil du prøve, er nysgerrige / nybegyndere og alle interesserede meget velkomne til at deltage - første signal udsendes kl. 14.00 og hvis man kommer i god tid inden, er det muligt at låne det nødvendige udstyr på stedet.  

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - også i skolernes Efterårsferie.

   

21. oktober 2012

Nyhederne for uge 42 - Og efterårsferie i hvert fald for de skolesøgende, og tradition for Filmaften i afdelingen. I år var det filmen fra DX-speditionen til Kiritimati (Christmas Island) i 2011 der var på programmet, og "bevæbnet" med en dejlig kold sodavand og en stor pose sprøde popcorn var det ikke så ringe at kunne sætte sig godt  til rette og nyde et indblik i det store arbejde et sådant projekt kræver.

Vi fulgte pakningen af mange tons grej, rejsen til den anden side af jorden og de problemer teamet havde undervejs.   

Hvordan antennerne blev rejst i vandkanten og hvordan alle stationerne kom i godt "i luften" - et imponerende setup, og med over 200.000 QSO'er i loggen også ny rekord.

En rigtig god film - der viser vejen frem for de lokale radio og contest aktiviteter. Vi sluttede aftenen med en lille film 

Lasse, OZ1LN havde fundet på internettet - til stor morskab for de fleste, der dog også alle mente at det kan simpelthen ikke gøres ringere. Vi håber ikke der findes mere fra den "fotograf".

    

Lørdag eftermiddag var der Rævejagt i Marbæk plantage, og selvom regnen var stoppet for et stykke tid blev det en lidt våd jagt for sko og sokker :-) Vinderen blev Thomas, OZ1TDS med Villy, OZ6KH på anden pladsen. Det betyder med nu kun 2 jagter tilbage i år, at der er 3 mulige kandidater til vinder af afdelingsmesterskabet 2012 - Thomas, OZ1TDS Villy, OZ6KH og Bjarne. OZ1CWP har alle pokalen indenfor rækkevidde, så det skal blive spændende at følge næste Rævejagt som afvikles lørdag d. 3. november kl.14.00 i området omkring Bopladsvej i Marbæk plantage.

  

Den kommende uge i afdelingen er der Mandagsåbent i værkstedet, og onsdag er der Almindelig mødeaften uden noget planlagt på programmet. Ugens højdepunkt er næste lørdags udflugt til INTERRADIO messen i Hannover. Jan, OZ1INN kører derned allerede fredag aften med indholdet til vores stand, og lørdag morgen kl.05.00 er der afgang fra Esbjerg for de øvrige deltagere. Som det ser ud lige nu er de første 2 biler fyldt op, men vil du med kunne du jo møde op i afdelingen på onsdag, så må vi se om der kan samles deltagere til endnu en bil fuld glade deltagere til et besøg på den største messe for radioamatører i Nordeuropa. Nærmere info om messen finder du her: www.interradio.info

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling eller på messen i Hannover :-)

  

28. oktober 2012

Nyhederne for uge 43 - Mandag kom der næsten sved på panden, da de flittige medlemmer af værkstedsteamet pakkede grej, til vores stand på INTERRADIO messen denne weekend i Hannover. Og der skulle noget i alle kasser, så arbejdet blev først gjort færdig onsdag aften

- så var der til gengæld også pakket hen ved et par kubik meter godt grej og udstyr, som vi kunne faldbyde til de mange besøgende på den store messe :-).

Ugens billede viser nogle af de i alt 10 deltagere på turen fra EDR Esbjerg afdelingen, under en lille pause på hjemturen, og det er nok lidt svært at se men det var nogle glade og trætte deltagere, der alle var enige om at det havde været en rigtig god dag - også selvom der ikke blev købt de helt store nye ting med hjem.

Mens der blev handlet syd for grænsen, var der også aktivitet fra afdelingens radiostation - således deltog Svend, OZ1DYI - René, OZ2AKM og Kurt, OZ4AFQ i årets CQWW DX SSB contest. Og da redaktionen var på besøg lørdag omkring kl.22.00, blev der stadig kørt spændende stationer fra hele verden. Og lørdagens aktivitet på specielt de høje kortbølgebånd havde (denne gang) været rigtig gode. Hvordan vi lufter vores kaldesignal i dag søndag var der ikke helt styr på, men mon ikke de fortsætter men at kører spændende nye stationer, når de har fået lidt søvn - resultatet af anstrengelserne ved superradioen denne weekend bringer vi i næste uge.

      

Den kommende uge er der også mange tilbud i afdelingen til vores medlemmer. Mandag er der aktivitet i værkstedet fra kl.19.00 - hvis du skal ha' lavet et eller andet. Og onsdag invitere vi meget passende alle (uanset medlemskab) til EDR foredrag om Danish Contest Academy. Kenneth, OZ1IKY kommer og fortæller om dette initiativ for at sætte OZ på verdenskortet i de store contester. Hvordan lærer man kunsten at kører mange stationer når kampen raser på båndene - kom og hør Kenneth løfte sløret for alle hemmelighederne.

Lørdag er der Rævejagt i Marbæk plantage, hvor kampen om årets Afdelingsmesterskab nu for alvor spidser til. Jagten starter kl.14.00 fra parkeringspladsen på Bopladsvej, og alle er som sædvanlig meget velkommen til at deltage - også nybegyndere, eller hvis man bare lige vil prøve hvad det går ud på. Eneste betingelse er at man kommer i god tid inden starten, så der er tid til lidt instruktion og lån af det nødvendige udstyr.

Endelig runder vi den kommende uges aktiviteter i EDR Esbjerg afdeling af med deltagelse med en stand på Amatør Træf Fyn i Odense. Vil du med over og se på udvalget fra de danske leverandører, og ikke mindst handle om de gode sager man kan finde på loppemarkedet, kan man jo aftale samkørsel på onsdag inden / efter foredraget.     

     

På gensyn til alle aktiviteterne med EDR Esbjerg afdeling også i den kommende uge.

   

4. november 2012

Nyhederne for uge 44 - Mandags teamet har rigtig travlt for tiden - dels gøres der store anstrengelser for at få bund i de mange ting, sager og projekter der fylder godt op rundt omkring. Og dels er der vores messe deltagelse - altså udpakning efter INTERRADIO sidste weekend og pakning til ATF i Odense i dag søndag.

Onsdag var der EDR Foredrag i afdelingen - Kenneth, OZ1IKY kikkede forbi og fortalte om hvordan man griber sagen an når man vil deltage seriøst i contest. Kenneth fortalte om Danish Contest Academy og hvordan sagen blev grebet an bl.a. hos OZ5E. Hvilke forberedelser der skal til for at slå rekorderne, men også hvordan man får det meste ud af de muligheder og udstyr man har til rådighed.

Kenneth er selvom han bor i København nu god nok - og

det skyldes helt sikkert, at han som mange andre store personligheder er født på Sct. Joseph hospitalet her i Esbjerg. Og med sådanne rødder i byen er det vel kun rimeligt at Kenneth kommer og giver en hånd med, når vi næste gang vi stiller udstyret op og kører Fieldday - og det er så en aftale :-) Tak til Kenneth, OZ1IKY for en interessant og inspirerende aften.

Lørdag var der Rævejagt og i dag er afdelingen repræsenteret på ATF messen i Odense - hvordan det er gået, må du af gode grunde vente med at læse om i næste uges nyhedsopdatering.

    

Et hængeparti fra sidste uges aktiviteter i afdelingen er vores deltagelse i CQWW DX SSB contesten - og ja, det er jo lidt svært at deltage når hovedparten af de sædvanlige deltagere er taget sydpå for at bruge penge :-) men det blev da til 769 QSO'er i løbet af lørdagen. Dermed er contest sæsonen i afdelingen for i år overstået - altså med mindre vi finder på f.eks. at lufte vores kaldesignal i ARRL 10m contesten eller en anden af de mange der stadig er tilbage på kalenderen ??

  

Den kommende uge i EDR Esbjerg afdelingen er der Mandagsåbent i værkstedet og onsdag er der Almindelig mødeaften uden noget specielt på programmet - altså måske ud over at puste lidt ud ovenpå de sidste par ugers mange aktiviteter og oplevelser :-).

   

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet med de bløde møbler til at hvile ud på. 

  

10. november 2012

Det er med stor beklagelse, at redaktionen i dag har modtaget meddelelse om, at afdelingens mangeårige medlem

og tidligere afdelingsformand Sven Børge Hansen, OZ6SB lørdag d. 10. november 2012 er gået bort.

     

Æret være Svens minde - en nærmere nekrolog følger i OZ.

     

11. november 2012

Nyhederne for uge 45 - Ugens billede viser afdelingens stand på årets Amatør Træf Fyn messe i Odense sidste søndag, lige inden dørene blev åbnet og folk strømmede ind for at få vekslet deres "spareskillinger" til noget godt grej fra bl.a. vores righoldige udvalg. Også mange af afdelingens medlemmer lagde vejen forbi FSK hallen for at købe lidt ind, eller bare hilse på de mange gode venner og bekendte der i år var mødt talstærkt op - en rigtig god dag.

        

Et andet "hængeparti" fra sidste weekends aktiviteter med Esbjerg afdelingen, er resultatet af årets næstsidste Rævejagt i Marbæk plantage der blev afviklet sidste lørdag eftermiddag. Vinderen blev Villy, OZ6KH med Thomas, OZ1TDS på anden pladsen - det betyder i den samlede

stilling om Afdelingsmesterskabet, at den sidste jagt bliver afgørende og mesterskabet går til enten sidste års Afdelingsmester - Thomas, OZ1TDS eller veteranen Villy, OZ6KH der nærmeste er flyvende hen over skovbunden. Rævene var denne gang udlagt af Lars, OZ1HVR der ganske snedigt havde valgt nogle gemmesteder der gav deltagerne lidt ekstra motion.

Det bliver altså rigtig spændende at følge kampen om point, når Finalejagten skydes i gang - lørdag d. 17. november kl.14.00 i Marbæk plantage i området omkring Marbækhøjvej.

     

Denne uge i afdelingen var der som altid travlt i værkstedet mandag aften, og onsdag blev der hyggesnakket og pustet ud over en cola / kop kaffe i mødelokalet, mens de nye blade blev "tygget igennem" - måske i jagten på nyt udstyr til ønskesedlen og den forestående højtid.

   

Den kommende uge er programmet lidt mere varieret - mandag fortsætter aktiviteterne i værkstedet og på lageret. Og onsdag kommer Jan, OZ5JAN og viser nogle af hans mange spændende byggeprojekter, der måske kan inspirere dig til at bygge noget tilsvarende her hen over vinteren. Det kunne jo også være at vi kunne blive enige om at bygge et eller flere af projekterne, som et egentligt Afdelingsprojekt med samlet indkøb af stumper og dele. Det må vi se ha' en snak om på onsdag, når vi byder velkommen til Jan og alle hans fine konstruktioner.

Som omtalt, slutter kampen om Afdelingsmesterskabet i Rævejagt 2012 med Finalejagten nu den kommende lørdag. Og selv om der blandt de rutinerede jægere er kamp om at komme først, er der stadig god plads til at du kan komme ud og selv prøve hvad det hele går ud på - bare du kommer senest kl.13.30, så der er tid til at låne det nødvendige grej og få lidt instruktion. Som ekstra "lokkemiddel" er der bebudet kaffe og kage efter jagten :-) Mødet stedet er parkeringspladsen på Marbækhøjvej - ses vi ??

  

På gensyn til aktiviteterne i EDR Esbjerg afdeling - stedet med de mange forskellige medlemstilbud.   

     

18. november 2012

Nyhederne for uge 46 - Masser af inspiration til vinterens byggeaktiviteter må så absolut være overskriften på onsdagens arrangement i afdelingen. Jan, OZ5JAN kikkede forbi og præsenterede hans imponerende samling af hjemmebygget måle - og test udstyr. Og der var virkelig noget at se på (og prøve) - alle de små flotte kasser havde hvert deres formål, og Jan fortalte om deres opbygning og virkemåde - lige fra en aktiv antenne, ESR tester, power metre, LCR meter osv. Jan viste også nogle billeder fra hans besøg hos Hilberling der bl.a. fremstiller kortbølge stationer og militært isenkram i den lidt dyre prisende -

et kik indenfor i udviklingsværkstedet fortalte i hvert fald at det nok ikke er målegrej man mangler lige der.

En stor tak til Jan, OZ5JAN for en meget interessant aften

der helt sikkert har givet deltagerne lidt at tænke over - og som måske vil fører til et nyt afdelingsprojekt for de aktive medlemmer.

  

Lørdag var der "Højspænding" i Marbæk plantage, hvor sæsonens sidste rævejagt i kampen om Afdelingsmesterskabet blev afviklet. Inden denne jagt var Villy, OZ6KH og Thomas, OZ1TDS de eneste der kunne løbe med titlen, og helt hen mod den sidste ræv var de helt lige. Thomas valgte dog at løbe på den forkerte side af et stort træ og dermed kom Villy først - det betyder at vinderen af Afdelingsmesterskabet i Rævejagt 2012 gik til Villy, OZ6KH med Thomas, OZ1TDS på 2. pladsen og med Bjarne, OZ1CWP på  3. pladsen - en fantastisk tæt finale. Og et stort TILLYKKE til Villy, OZ6KH med titlen - pokalen overrækkes i forbindelse med Juleafslutningen i afdelingen onsdag d. 12. december 2012.

De friske jægere er dog langt fra blevet trætte af at jage de godt gemte sendere - og der er forslag om en Nytårsjagt / familiejagt (med forbud mod at løbe) - nærmere info følger.

 

Den kommende uge er der mandag aften aktivitet i værkstedet, hvor der som sædvanligt er travlhed med alt muligt - bl.a. er der et faste punkt med oprydning. Og dette førte til at der sidste mandag dukkede noget "guf" op vi ikke har set et stykke tid - nemlig 3 Storno 5000 byggesæt komplet med radioer og alle dele til en ombygning. Man må vist konstatere at vi har for meget grej stående på hylderne - det vil vi dog gøre lidt ved i forbindelse med VinterAuktionen - onsdag d. 28. november. Og hermed er opfordringen givet videre til dig - er der noget du vil af med, er det bare med at begynde på oprydningen, og få fundet dit eget overskudsgrej frem af støvet og gjort klar til auktionen.

Onsdag er der Almindelig mødeaften uden noget specielt på programmet, men med god mulighed for at møde en masse interessante medlemmer og måske snakke lidt mere om de fikse små test apparater, eller dreje lidt på alle radioerne og måske lave et par kontakter. Ugen i EDR Esbjerg afdeling slutter med det højtidelige øjeblik, hvor vores juletræ i gittermasten tændes for første gang i år. Dette sker lørdag eftermiddag kl. 16.00 og vil du overværer denne store begivenhed er der endnu masser af ledige ståpladser i gården ved masten.           

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor radioamatørerne mødes.

  

25. november 2012

Nyhederne for uge 47 - Så er der lige nøjagtig en måned til 1. juledag og de veldækkede frokostborde rundt omkring i de varme stuer, pyntet med nisser og juletræer.

Og som traditionen efterhånden byder bliver julemåneden også markeret med juletræet i vores gittermast ved Gammelby Fritidscenter - og i går lørdag, lyste det så op for første gang i år - til glæde for medlemmer, naboer og de mange besøgende der kommer på centeret.

 

Ellers var det en rolig uge i afdelingen, uden noget specielt på programmet. Det kan man så nok ikke forudsige om den kommende uge - mandag fortsætter aktiviteten på værkstedet. Og onsdag aften er det tid for den årlige VinterAuktion - med god mulighed for at slippe af med

noget af det "gamle skrammel" du har stående og fylde på hylderne i kælderen, på loftet eller i garagen uden noget at bruge det til.

Og samtidig chancen for at erhverve noget yderst sjældent, uerstattelig, og meget værdifulgt grej til langt under nypris - med andre ord - få "byttet" det du ikke selv har brug for, med noget du står og mangler til dit næste projekt. Indleveringen af grej starter kl.19.00 - tydelig mærket med navn eller kaldesignal og eventuel mindstepris. Og husk så masser af grej du ikke selv for brug for, kontanter (hvis du skulle blive fristet ud over hvad du sælger for) og ja, traileren / tag bøjlerne til hjemtransporten af det erhvervede udstyr / grej.

VinterAuktionen er et åbent arrangement for ALLE interesserede uanset medlemskab, og alt grej skal fjernes ved auktionens afslutning - uanset at du måske ikke tør tage hjem med nyerhvervelserne.

     

Den kommende uges aktiviteter slutter lørdag, med afdelingens deltagelse på messen DAT i Dortmund hvor Michael, 5Q5NA og Jan, OZ1INN bemander afdelingens stand, og søger for at få del i den Tyske julehandel. En altid hyggelig og velbesøgt messe, der desværre foregår lidt langt væk fra Esbjerg - men det plejer nu at være turen værd :-)

     

Så er det vist også på høje tid at reklamere lidt for afdelingens Juleafslutning for ALLE medlemmer og hele familien. Det forgår i år allerede onsdag d.12.december - som sædvanligt med julebanko, lotteri, julegløgg (der i år bliver ekstra god), hjemmelavede æbleskiver, kager og snolder ad libitum. Samt selvfølgelig den altid rigtig gode julestemning.

    

Nu skal vi først ha' julegaverne på plads - og det sker på onsdag til VinterAuktionen - ses vi ??

    

2. december 2012

Nyhederne for uge 48 - Så er vi kommet ind i julemåneden og vintertiden med mørke / kulde / sne osv.

Og lidt nyt grej / stumper at bruge tiden på indendørs trak onsdag en masse mennesker til VinterAuktion i afdelingen.

Der var lidt for enhver smag og i alt 35 enheder opnåede hammerslag - med et samlet salg på 2325,- kr.

Vores faste Auktionarius - Børge, OZ2ZJ er desværre blevet alvorlig syg (vi sender de allerbedste hilsener til Børge og Yrsa, med håbet om en hurtig bedring og raskmelding) så i hans sted måtte vores formand Kjeld, OZ1FF svinge hammeren. Det gik ikke helt så hurtigt som det plejer, så der var RIGTIG god tid til at overveje et bud på de enkelte effekter der kom på bordet, men med tiden lykkedes det da at få det meste til at skifte ejer -

endda til rimelige priser. Og der var mange der næsten ikke kunne vente med at få betalt, og komme hjem og vise konen hvad man havde fået fat på af gode sager :-).

   

Lørdag sluttede vi årets deltagelse i de internationale arrangementer af med en stand på DAT messen i Dortmund. Her fik vi hilst på en masse gode venner og bekendte fra hele Europa, og ja, - der blev også da også tid til at sælge lidt af de medbragte gode sager, selvom salget ikke helt kunne nå samme høje niveau som sidste år. Men messen dernede er nu hyggelig og vi kommer helt sikkert tilbage næste år - selvom vintervejret begge veje igen var lidt af en udfordring for trafikken.

     

Den kommende uge i afdelingen er der aktivitet i værkstedet mandag aften. Onsdag er der Almindelig mødeaften, uden noget planlagt på programmet - som dog ikke betyder at det behøver at blive kedeligt. Og endelig fredag slutter bestyrelsen ugen af med bestyrelsesmøde, hvor bl.a. planlægningen af forårets aktiviteter er et af punkterne på dagsordnen - er der noget du kunne tænke dig at man "ser på" kan ønskerne eventuelt fremføres mundtlig onsdag.

    

På gensyn i EDR Esbjerg afdeling - stedet hvor radionisserne mødes.

   

9. december 2012

Nyhederne for uge 49 - Ja, det helt store er der måske ikke ligefrem at berette fra denne uges aktiviteter i afdelingen.

Men som sædvanligt blev der da udrettet store ting på værkstedet mandag aften. Og onsdag havde nogle stykker våget sig ud i vintervejret for at komme i afdelingen og bl.a. bytte "røverhistorier" over en kop varm drikkelse.

Man kunne jo også håbe på "gevinst" i den store pakke fra QSL-bureauet, og udover de der kunne udleveres med det samme, var der også kort til: OZ6KH og OZ9NJ.

Fredag var der bestyrelsesmøde og her blev der brugt meget tid på varslingen om fremtidig betaling af husleje i kommunens bygninger. Indtil videre er det dog kun spekulationer, da det endelige niveau først forventes at

blive kendt omkring marts måned. Men det betyder at vi lige nu er nød til at se meget nøje på vores økonomi - ikke at der for nuværende er nogen problemer (udover den meget forsinkede udsendelse af indbetalingskort til kontingentet). Men vi er altså nød til at ha' de faste udgifter som netop husleje, til at passe med kontingent indtægterne. Også de kommende aktiviteter i afdelingen blev grundig debatteret, og vi går nu i gang med at lave de forskellige aftaler om bl.a. spændende foredrag, du kan glæde dig til at opleve her i vinter / foråret. Der var også indkommet et forslag om at flytte den analoge UHF repeater (da den ikke længere bruges ret meget) til placeringen i Tarp, og så bruge placeringen i Sædding til en ny UHF D-star repeater, hvor der vil være mulighed for at eksperimentere med bl.a. opkobling og nyt udstyr, uden at genere trafikken på de ørige D-star repeatere her i byen. En lidt omfattende flytning, der selvfølgelig skal planlægges og aftales nærmere.  

    

Den kommende uge - som ugens billede fra arkivet indikere, er der Juleafslutning for ALLE medlemmer og hele familien i afdelingen onsdag aften. Ganske som traditionen byder med snolder, banko, ægte hjemmelavede æbleskiver, lotteri, kager og julegløgg. I år dog med den ændring at gløggen bliver en særlig Jubilæumsudgave, brygget på lidt bedre ingredienser end normalt :-).

Vi skal denne aften også ha´ kåret årets Afdelingsmester i Rævejagt 2012 - Villy, OZ6KH med pokal overdragelse og velfortjent bifald for præstationen. 

Altså igen tegner alt til en rigtig hyggelig aften hvor vi håber at se rigtig mange medlemmer med hele familien, og også gerne svigerfamilien, naboen eller andre glade mennesker "på slæb" - jo, flere jo bedre når vi ønsker hinanden en Glædelig Jul, og måske lige får vendt årets rigtig mange gode oplevelser med EDR Esbjerg afdeling. 

    

På gensyn ALLE sammen til Juleafslutning i EDR Esbjerg afdeling - nu på onsdag.

    

16. december 2012

Nyhederne for uge 50 - Så er aktiviteterne i EDR Esbjerg afdeling i 2012 ved at være et overstået kapitel.

Og onsdag rundende vi årets mange aktiviteter af med den traditionelle Juleafslutning for alle medlemmer og hele familien - igen i år et tilløbsstykke med 40 juleglade deltagere, der havde en rigtig hyggelig aften med gløgg, æbleskiver, snolder, banko, lotteri - kaffe og kager.

Og selvom enkelte mente at den opgraderede julegløgg var blevet lige vel stærk, gled det nu alt sammen godt ned i halsen - det er i hvert fald mange år siden at der er blevet drukket så meget af den varme røde drik :-)

Også æbleskiverne "fik ben at gå på" 220+ blev der sat til livs sammen med et par kilo snolder.

Det var måske helt på sin plads, da årets Afdelingsmester

i rævejagt - Villy, OZ6KH i hans lille talte opfordrede flere folk til at deltage i denne del af vores aktiviteter i det nye år. Ellers forløb alt næsten som det plejer - familierne Bahnson og Madsen løb denne gang med en stor del af de mange gevinster, og måtte næsten ha' hjælp til at slæbe det hele ud til bilerne. En STOR TAK til alle for det gode humør og en rigtig hyggelig aften.

      

Den kommende uge gør vi klar til at lægge lagner over møblerne og holde juleferie. Mandag aften skal der dog lige arbejdes lidt på de sidste julegaver i værkstedet inden ferien, og onsdag er der mulighed for lidt moralsk støtte til de igangværende projekter, der måske skal arbejdes med hen over julen. Ellers står der "rester" på menuen når vi kikker lidt nærmere på de gode søde sager fra Juleafslutningen - vi skal se om ikke vi kan gøre lidt ved, så træningen er i orden inden det går løs med familierne rundt omkring i de små hjem. 

  

Det var så aktiviteterne i EDR Esbjerg afdeling i 2012 - og selvom vi hvert år på denne tid sidder og tænker tilbage på de mange ting der har optaget medlemmerne, kan vi vist godt blive enige om at også 2012 vil få en helt særlig plads i historien. Noget der helt sikkert vil fremgå af Formandens Nytårstale vi bringer her på hjemmesiden inden årsskiftet.

Første aktivitet i det nye år er mandag d. 7. januar 2013, hvor værkstedet igen er åbent for de aktive medlemmer. Og onsdag d. 9. januar 2013 er der Almindelig mødeaften uden noget fastlagt på programmet - altså udover muligheden for at komme og prale lidt med høsten af julegaver.

   

Bestyrelsen og redaktionen ønsker alle en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår

- på gensyn til alle aktiviteterne i EDR Esbjerg afdeling også i 2013.

    

30. december 2012

Direkte fra studio 2 i Vejers, bringes hermed formandens Nytårshilsen:

     

Endnu engang kan medlemmerne af EDR Esbjerg afdeling se tilbage på et begivenhedsrigt år. 

  

2012 var året, hvor afdelingen kunne fejre sit 75 års jubilæum. Den 29. marts 1937 samledes en gruppe lokale radioamatører for at starte EDR's Esbjerg afdeling.

Lørdag den 31. marts 2012 blev dette markeret med alle sejl sat og alle ressourcer hentet frem for at give medlemmerne og de mange fremmødte gæster, herunder

Esbjergs borgmester Johnny Søtrup, en uforglemmelig oplevelse.  

 

Men der har også været mange andre spændende aktiviteter, arrangementer og nye tiltag. Radiorummet er med finansiel støtte fra Esbjerg kommune blevet forsynet med

nyt high end radioudstyr som bl.a. er blevet "luftet" ved deltagelse i diverse contester. Og sædvanen tro har vi vist flaget i VHF Field Day, Fyrweekenden

og HF Field Day - med fuld fokus på også at gøre opmærksom på vores hobby og de mange muligheder der er som radioamatør.

Af andre udendørs aktiviteter skal nævnes, at ræve jægerne igen har løbet Marbæk og Guldager plantager tynde, og at vor PR-trailer har været opstillet på

spejdernes store landslejr i Holstebro - med rigtig mange interesserede besøgende i traileren.

Vort loppemarked HamDay blev også i år en succes, selvom vejret ikke helt var med os. Udenlandske messer og loppemarkeder er igen besøgt

for at skaffe stumper, udstyr og midler til vore fremtidige aktiviteter og projekter.

 

Klubaftener, foredrag og årets udflugter til bl.a. Stormlunds samling har også i år haft mange deltagere.

 Det er en glæde at se, at arbejdet med at skabe aktiviteter i afdelingen bærer frugt, og medlemmerne bakker talstærkt op.

    

2012 har på rigtig mange områder været et fantastisk år der fortjener sin plads i historien -

 og bestyrelsen ser frem til et ommuligt ligeså aktivt år 2013, og ønsker alle medlemmer et Godt Nytår.

 

 OZ1FF, Kjeld

    

 

 

Tilbage til Sidste nyt